VIN: Gran Barquero
DRUE: Pedri Ximenez
Årgang: -
OMRÅDE/LAND: Montilla-Moriles, Spanien
VEJL. PRIS: 159,- - Tilbud: 139,--
FORHANDLER: Slagelse Vinkompagni
KARAKTER: ******
RATING: 74 (Tilbud: 75)
Oh my god.
En hedvin af sherrytypen, der i fuldfed stil minder om sveskejuice, klæbrige chokolader med parfumeret likørfyld og kæmpemæssige rosiner, som dem, der af og til forfølger mig i mine værste mareridt, hvor nogle har været så letsindinge at servere boller eller kage med rosiner for mig.
Det skal man ikke gøre. Og man skal efter min mening holde sig i skindet for at undgå, at en sherry svælger for voldsomt i sveskesaft. Her er det lige før, at man mærker sveskens umiskendelige konsistens, og den skal man alt andet lige holde umanerligt meget af, hvis man skal kunne lide den.
Der foreslås på etiketten, at man hælder vinen over en is-dessert eller serverer den til søde sager. Efter min smag er denne sherry dog mere end rigeligt sød og mættende i sig selv - desværre på en helt igennem kvalmende, vammel og nærmest vulgær måde.
Sherry deler ofte vandene, og denne Gran Barquero vil gøre det i endnu højere grad. Jeg er bestemt ikke fan, og jeg tænker at de fleste vil finde den for voldsom og klæbrig i forhold til andre sherryer i samme prisklasse.