Artikler Mencia

SPANSK MENCÍA-FRISKHED

I Spaniens nordvestligste hjørne er det de hvide vine, der fylder mest. Men søger man bare en anelse ind i landet, finder man også spændende rødvine – især dem, der er lavet på Mencía-druen. Denne druesort har især hjemmebane i det lille område Bierzo, der ligger på grænsen mellem Galicien, Asturien og Castilla y León. Området kaldes også ‘Nordspaniens Schweiz’ på grund af sine dramatiske bjerge, og de er med til at skabe et særligt klima for druerne. For dels er Atalanterhavets kølige og fugtige luft tæt på – men bjergene skaber alligevel ly og læ. Samtidig kommer vinmarkerne nogle steder helt op omkring 1000 meters højde, og det skaber også klimatiske forhold, som sikrer at druerne modner på en måde, der passer særligt godt til Mencía-druen.

Bierzo blev officielt godkendt som vinområde (DO) i 1989, men der er stadig færre end 80 vinhuse i området, og derfor er det tilgivet, hvis man ikke kender området så godt. Mægtige Rioja producerer ca. 30 gange så meget vin som Bierzo – og arealet af opdyrkede vinmarker er ligeledes omtrent 30 gange så stort i Rioja som i Bierzo.

Druesorten Mencía er på alle måder fremadstormende. Mange kender den ikke så godt endnu, og to tredjedele af Mencía-vinene bliver stadig solgt på det hjemlige marked. Men efterhånden som trenden er, at man gerne vil have mere unikke vine, og mange vinhuse gerne vil tilbage til deres oprindelige druesorter i stedet for at følge med strømmen, har Mencía vist sig som en af de rigtig interessante. Den har en snert af Pinot Noir-vibe over sig, for udtrykket er let og friskt – men samtidig har den en dyb frugt og ofte en helt lilla kant i det lette skum i glasset. 

Bierzo og Mencía-druen har tidligere døjet med, at der faldt for meget regn i Bierzo-området, men i den seneste årrække er det i stedet sol og varme, der har udfordret. Ikke desto mindre er det faktisk kun årgang 2017, man bør undgå – alle øvrige aktuelle årgange bliver generelt betragtet som rigtig gode.

Her får du tre bud på spændende Mencía-vine, du bør smage.


Joaquin Rebolledo Mencía 2021 
Spanien, Valdeorras
Rødvin, Mencía
Normalpris kr. 135,- – Set til kr. 115,-
Jysk Vin
5 Stjerner – 93 Pts.

Her er vi godt nok ikke i Bierzo – men i nabo-området Valdeorras. Joaquín Rebolledo sætter en tyk streg under, hvorfor jeg elsker Mencía med så lidt fad som overhovedet. Danske importører har det med at foretrække de Mencía-vine, der har mere dybde fra fadlagringen, men efter min mening spolerer det hurtigt det friske og saftige udtryk, som Mencía-druen har. Joaquin Rebolledo går den modsatte vej og holder sig til at lagre vinen på ståltanke, hvilket understreger frugten og friskheden. Der er stadig dybde, men på en mere frugtig måde, som jeg er vild med. Og så er prisen jo intet mindre end formidabel.


Martin Codax Pizarras de Otero 2021
Spanien, Bierzo
Rødvin, Mencía
Normalpris kr. 109,95 – Set til kr. 89,95
Supervin
5 Stjerner – 90 Pts.

Med Piarras de Otero er vi i Bierzo-området, hvor en af Galiciens stormestre, Martin Codax, står bag en dejligt saftig, let, elegant og frugtfyldt Mencía. Her har vi en vin, der er ren og ukompliceret men alligevel fyldig og sprælsk i helheden, der på samme tid giver sprøde, røde frugter og mineralske præg. Alkoholprocenten er behersket og begrænset til 12,5%, hvilket bestemt ikke skader det lette og friske indtryk på en vin, der er en eminent indgang til Mencía-druens forunderlige verden.


Veronica Ortega Quite Veltuille Vinas Viejas 2021
Spanien, Bierzo
Rødvin, Mencia
Normalpris kr. 189,- – Set til kr. 159,-
Jysk Vin
4 Stjerner – 89 Pts.

Her har vi et eksempel på, hvad fadlagring betyder for Mencía-druen. Og jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad den enkelte bedst kan lide, så lad mig nøjes med at tage udgangspunkt i to ting: min egen smag – og vinens generelle kvalitet. Hvad sidstnævnte angår, er der ikke en finger at sætte på Veronica Ortegas arbejde med denne Bierzo-vin. Balancen er, hvor den skal være, og fadet giver en dybde og fylde, som man ikke oplever i de vine, der kun er lagret på ståltanke. Og så vender vi tilbage til min personlige smag, for jeg synes, det er ærgerligt, at friskheden samtidig forsvinder. Men hvis du vil smage højkvalitets-Mencía og både opleve ståltankenes friskhed og fadlagringens dybde, så er denne vin et oplagt bud på sidstnævnte.