4-stjernet 93-95 pts. Anmeldelser Bourgogne Chardonnay Frankrig Hvidvinsdruer

PRÆCISION SOM ET URVÆRK

Vuillemez Pere & Fils Macon Chardonnay Tourbillon 2021 
Frankrig, Bourgogne 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 265,-, Set til kr. 235,-  
Jysk Vin 
4 Stj., 94 Pts. 

Hvis du er lidt ny indenfor de små Bourgogne-tricks, så er et vigtigt af slagsen, at du med fordel kan holde øje med de hvidvine, der hedder Macon. Det er nemlig et af de Bourgogne-områder, der leverer rigtig flot kvalitet, men hvor prisen ofte holdes på et fornuftigt nivau. Bevares, det er stadig mange penge i forhold til den billige chilenske Chardonnay fra supermarkedet, men de to genrer tåler heller ikke sammenligning. Kun hvis du også sammenligner en god gammeldags hakkebøf (som jeg sagtens kan være fan af) med den bedste, rene udskæring af et velnæret stykke kreatur. Nå, tilbage til vinen, for Vuillemez Pere & Fils er ikke bare ‘endnu en’ Macon-producent, men derimod en producent, der oprindeligt har arbejdet som urmager, og som derfor går op i at selv de mindste tandhjul i vinproduktionen fungerer. Til denne vin er der brugt druer fra 15 år gamle vinstokke, og når de bedste er udvalgt, er der normalt kun nok til at producere ca. 2.000 flasker. Det giver muligheden for at opretholde det høje niveau, som vi finder i denne vin, der spontangæret og lagret i cement-beholdere. Det medvirker en meget naturlig fornemmelse af druernes frugtsmag og syrestruktur, som er det bærende i denne skønne, hvide Bourgogne, der sælges til en aldeles fornuftig pris.