5-stjernet 93-95 pts. Anmeldelser Ribera del Duero Rødvinsdruer Spanien Tempranillo

FRUGT, DYBDE OG EN SNERT AF FRISKHED

Navas de Tolosa Navas 1212 Reserva 2019 
Spanien, Ribera del Duero 
Rødvin, Tempranillo 
Normalpris kr. 229,-, Set til kr. 149,-  
Smile Marketing Group
5 Stj., 93 Pts. 

Det er de dybe, modne frugter, der især kendetegner denne Ribera del Duero-vin, der kommer fra Bodegas Gormaz i den østlige del af området. De gamle vinstokke har fået lov at søge dybt efter næring, og det kommer til udtryk i den friske kant på smagen, der ellers især er præget af mørkerøde frugter. Det er ikke sødme, men det er blødhed, der træder frem i en intens og meget behagelig smag. Det er lidt af et regnestykke at finde rundt i lagringen af vinen, der både er foregået på franske og amerikanske egetræsfade i forskellige tidsintervaller og procentmæssige mængder. Så lad os bare holde os til resultatet: Fadlagringen sidder lige i skabet og er balanceret så smukt, at der er tydeligt fadpræg – men stadig med rigelig plads til friskhed og frugtige lækkerier. En dejlig Ribera del Duero, der sagtens kan udfordre den kræsne, men som også er tilgængelig for dig, der bare gerne vil nyde et lækkert glas vin, uden at du behøver kende alverden til produktionsmetoder, gæring og lagring.