Fint nuanceret Languedoc-Syrah

Domaine les Yeuses 2016

Rødvin ; Syrah
Languedoc ; Frankrig
★★★★☆☆
Kr. 75,-
Holte Vinlager

I Frankrig er det ikke hverdagskost med en ren Syrah-vin, men denne fra Languedoc hører til de vellykkede af slagsen. Duften er aldeles betagende med sine store bløde nuancer, og hvis smagen havde været på samme vis, havde den delt vandene mellem dem, der ville finde det for blødt, og dem der ville knuselske det. Nu rammer den i stedet et mere nuanceret sted, når det gælder smag, for den er fyldig og sprød med fin balance mellem det sødmefulde og bløde og det mere krydrede og energiske modsætningsforhold til friskhed og syre. Den er mere stram end duften antyder, men det er i sidste ende et plus, for det betyder, at nuancerne er der, og at der er andet end frugtsaft at komme efter.