Når verdensmesterskaberne i fodbold stjæler al opmærksomhed i kalenderen, i medierne og i den generelle hverdagsrytme de fleste danskere lever efter, så har man brug for lidt adspredelse. Og den skal selvfølgelig handle om vin – set fra et fodboldmæssigt perspektiv.
Det er klart, at man aldrig kan lave et verdensmesterskab i vin. Personlig smag er en størrelse, som ikke kan og bør dikteres nogen steder fra – men den er stadig skideskæg at diskutere. Og derfor satte jeg mig for at følge VM med vin-briller og med tungen begravet i glasset.
Første udfordring kom egentlig allerede, da kvalifikationsturneringen var afgjort. For hvordan dælen skulle man sammensætte et VM i vin, når hverken Italien, Chile eller USA – og for den sags skyld Østrig og Sydafrika havde dommerne imod, når den runde bold ikke lod marginalerne være på deres side? Og hvordan i alverden skulle man lige få indsluset lande som Saudi Arabien, Nigeria, Sydkorea og Polen i et vin-VM?
Det fik jeg rigeligt af tid til at fundere over, efterhånden som gruppespillet blev færdigspillet. Og jeg fik en god hjælp fra oven, da hele 14 af de 16 hold, der blev slået ud, var blandt mine problembørn. Farvel til Saudi Arabien, Iran, Marokko, Peru, Nigeria, Island, Serbien, Costa Rica, Sydkorea, Tunesien, Panama, Senegal, Polen. Well, Marokko har lidt vinproduktion, og det samme gælder for Serbien og Tunesien. Jeg har tidligere smagt nogle spændende vine fra Peru – men det ligger efterhånden et par år tilbage, og Iran kan vel ikke prale af så meget andet, end at Shiraz er navnet på en af de større byer i landet.
Til gengæld blev det til vin-mæssigt ærgerlige farveller til Australien og Tyskland. To lande, der er blandt de tunge drenge i vinproduktion, og selvom Australien har skuffet mig lidt de seneste år, så hører de til i et finalefelt – sammen med Tysklands fremragende hvidvine og lækre sprøde Spätburgundere.
I ottendedelsfinalerne blev der atter sorteret et par af de vinmæssige U-lande fra. Colombia og Japan har meget begrænset vinproduktion, og man skal også lede ihærdigt – først på nettet, og derefter i pengebeholdningen – for at finde spændende vine fra Schweiz. Mexicansk vin er mere tilgængelig, men udvalget er ikke så stort.
Tilgengæld blev det til vinmæssigt kedelige farveller til mægtige nationer som Portugal, Argentina og Spanien – og også til Danmark, som dels præsterer rigtig fine hvidvin og bobler på egne breddegrader, men som også kan prale af at have superdygtige vinmagere, der er skiftet til større ligaer og har slået sig ned i lande som Spanien, Chile, Frankrig og Australien.
Tilbage ved VM er nu Uruguay, der har en spændende, men stadig lidt robust vinproduktion. Frankrig er et kapitel for sig, mens Brasilien er mere spændende, end de fleste er klar over. Det samme gælder England, der har imponeret mig voldsomt med bobler og tildels hvidvin, mens Kroatien bestemt heller ikke skal undervurderes. Vanskeligere bliver det, når talen falder på Belgien og Sverige, og også når det gælder værtsnationen Rusland, der er bedst kendt for billige bobler, om end de faktisk også kan have en vis charme.
Vores Vin-VM skydes derfor i gang med kvartfinaler, hvor vi har sammensat deltagerlandene på en lidt utraditionel vis. På kampdagene i resten af VM præsenterer vi de mest interessante vine, der knytter sig til de enkelte kampe – så glæd jer til kvartfinaleprogrammet, der bliver som følger:
FREDAG
Sydøstamerika – Sydvesteuropa (Uruguay – Frankrig)
Centralsydamerika – Nordvesteuropa (Brasilien – Belgien)
LØRDAG
Østeuropa – Adriaterhavslandene (Rusland – Kroatien)
Skandinavien – Commonwealth of Nations (Sverige – England)