Det er næsten en umulig opgave at sætte mig på, at bede mig udpege mine favorit Pinot Noir-vine. For hvad skal grundlaget være? Og skal overraskelser belønnes, skal nuancerne være tungen på vægtskålen, eller er det den ukomplicerede elegance i druen, der skal trække læsset?
Denne Top 5-liste er en god blanding – og suppleret med tre lækre og let tilgængelige Pinot Noir-vine, der kan købes til en super-pris.
FEM PINOT NOIR-FAVORITTER:
Vinya des Maré – Blændende Pinot Noir fra Mallorca. Ja, det kan faktisk lade sig gøre. 6 stjerner til denne vin, der koster 179,- hos D’Wine.
Casa Marin Lo Abarca Hills Vineyard – Dyb og fremragende Noir fra Chile. Du kan finde flotte og billige Pinot’er fra Chile, men her er vi et skridt oppe ad ranglisten – både når det gælder kvalitet og pris. 319,95 hos Supervin.
Birds of Paradise – Ja, intet mindre end paradisisk fuglesang fra Victoria-området i Australien. Og så til en pris lige under 100 kroner – det er et kup af himmelske dimensioner. 99,- hos A Vinstouw.
Burggarten Neuenahrer – en tysk Spätburgunder, jeg anmeldte i efteråret. Den står stadig klart i hukommelsen som en af de bedste Pinot’er længe. Kr. 199,20 hos Propperiet.
Vinarstvi Krasna Hora – Det er lidt tid siden, vi anmeldte denne vin, men en Pinot Noir fra Tjekkiet har alle odds imod sig – ikke desto mindre klarer den sig imponerende godt i vores test og fortjener i den grad en plads blandt favoritterne. Også selvom overraskelsesmomentet spiller ind. 115,- hos Husted Vin.
BEDST-TIL-PRISEN PINOT NOIR:
Casas del Bosque Reserve 2014 – chilena Pinot Noir, der holder et enormt højt og velnuanceret niveau til prisen. kr. 59,95 hos Philipson Wine.
Alias Pinot Noir – californisk Pinot Noir med alt, hvad der hører sig til af charme, tilgængelighed og saftige smagsnoter. Kr. 69,- hos Gallovini.
Collier Creek – en amerikansk Pinot Noir til en superpris. Den er saftig, sprød og spændende – og samtidig charmerende, udfordrende og fuld af finesse. 79,- hos Andrup Vin.