Traversa Vina Salort 2016 Chardonnay Reserva, Montevideo, Uruguay
Det har været et langt tilløb i den seneste tid, før vi for alvor faldt for en af de Uruguay-vine, der har været på venteliste. Men her sker der endelig nogle små og fine underværker i Traversa’s Vina Salort-serie.
Vi er i Chardonnay-afdelingen, og sammenligner vi med den 30 kroner billigere Traversa-variant på samme drue, så har vi her den samme ferske og fine kulør – men til gengæld en helt anderledes forførende duft, der rummer masser af krydderi og smør.
Smagen er lang og kraftfuld, og den når næsten at fornemmes en anelse stærk i sin attitude, inden den lægger sig til ro i en fyldig og lang eftersmag.
Det gør det til en vin, der i store træk er ganske lækker.
Kr. 89,95