Sikkert italiensk hit i Danmark

Conte di Campiano 2013, Riserva Classic, Manduria, Puglia, Italien

 

Vi er atter på plads med et af de helt sikre bud på en populær vin herhjemme i Danmark. En syditaliensk Primitivo fra Puglia-området, hvor der er masser af sol og varme, der præger druerne.

 

Man kan næsten fornemme, hvordan druerne når at blive tonstunge, inden de begynder at trække sig sammen i tørre let rynkede klaser, for der er masser af sødme, der smager af sen høst efter en varm sommer.

 

Det er en enormt blød vin, der er lækker, stor og fyldig, uden at den bliver decideret voldsom. For det er ikke fordi krydderierne går amok – de er der bare og giver nogle små fine modspil til den ellers let tilgængelige mørke vin.

 

En danskerpleaser på alle tænkelige måder. Jeg kunne godt bruge et lille ekstra twist for at bryde den sødmefulde masse, men jeg ville være et kæmpemæssigt skarn, hvis jeg ikke indrømmede, at jeg synes, det er lækkert, det her.

 

Kr. 89,95

Vin med mere

 

******