Alkoholfri tirsdag: Cola med mixer-twist

Fever Tree – Madagascar Cola

 

Det er premieredag på vores menupunkt, som vi kalder ’alkoholfri tirsdag’. Tag ikke fejl – vi er ikke blevet hverken hellige eller sundhedsfreaks, og hele tanken med denne alkoholfri tirsdag er nu også først og fremmest at sætte fokus på de ting, der kan spises eller drikkes sammen med dejlige dråber fra alkoholiske flasker.

 

Vi lægger ud med en cola fra producenten Fever Tree, som de fleste nok bedst kender for et bredt og spændende udvalg af Tonic, der kan mikses med din favorit-gin.

 

Men Fever Tree byder også på mørke mixere, og deriblandt er denne Madagascas-cola, der er sammensat for at være bedst rustet til at udgøre en del af en cocktail eller drink.

 

Som cola er det en lys drikkevare, som har mere citrus-friskhed end vi er vant til fra Coca Cola og Pepsi. Smagsmæssigt er vi faktisk tættere på nogle af de mindre prominente mærker som Harboe Cola og Jolly Cola, og det skal bestemt ikke forstås negativt.

 

For denne cola er skabt til at være en del af en helhed – og ikke til at slukke tørsten med. Og det gør den faktisk vældig fint, når den klassiske colasmag blandes med eksempelvis mørk rom. Kulsyren er mere afstemt, og det giver bedre plads til smagen fra den spiritus, du vælger at blande med.

 

Vores bedste oplevelse i denne omgang var i en blanding med lys rom og citronlikøren Limoncetta, hvor du får en superfrisk, sødmefuld og lækker sammensætning hvor colasmagen lægger en fremragende bund til de mere sprælske elementer af spiritus og citron.

 

Som ren cola-drik er vi et stykke fra, hvad vi er vant til, men det er helt klart en bedre cola til drinks, end den du finder på de normale flasker i supermarkedet.

 

Kr. 20,-

Vild med vin

 

******