Krævende, udfordrende og himmelsk

Tianna Negre Mallorca Spanien 2015

 

Vi har på det seneste smagt på et par interessante vine fra Mallorca. De har alle haft rigtig mange interessante og spændende nuancer, men her er vi for første gang ude i en klasse-vin, der sparker bagdel.

 

Det her er en virkelig flot rødvin med en stor smag, der alligevel holder sig fra at blive decideret kraftig. Den har en god fylde, men samtidig formår den at holde sig i en nogenlunde diskret stil, hvor der er plads til et væld af spændende nuancer.

 

Det er blødt og krydret med fine lyse frugter – men også med et klart twist af noget solmodent, mørkt og fyldigt. Det er diskret og powerfuldt med fine finesser i både den syrlige retning og i mere fyldigt friske urte-agtige kendetegn. Det er fyldt med modsætninger, og det er en vin, der efterlader en pirrende og næsten irriterende trang til, at man gerne ville have endnu mere af det hele.

 

For hvor er det egentlig træls, at de fine nuancer, der står knivskarpt hver for sig, lige pludselig samler sig til en himmelsk fælles smag. Og hvor er det egentlig træls, at den himmelske fælles smag ikke bare kan vare ved og være gennemgående.

 

De store lækre styrker i denne vin skaber også nogle voldsomme modsætningsforhold, der giver en sublim dynamik og energi, for jeg ønsker mig endnu mere power, og jeg ønsker mig endnu mere plads til hver enkelt af de nysherrigheds-vækkende nuancer. Og jeg ved godt, at hvis fik min vilje på et af punkterne, så ville det også betyde at det ville bringe den anden del af skønheden i baggrunden.

 

På den måde er det en vin, der finder en unik balance, som rummer en usædvanlig energi, som går på kompromis på en aldeles kompromisløs måde, og som fremstår som en særling, man slet ikke kan lade være med at gå på opdagelse i, selvom man godt ved, at man nok aldrig rigtig bliver klog på den.

 

Fremragende og flot til alle, der elsker udfordringer. Det ukomplicerede hygge-glas kan vi sagtens vente med til i morgen.

 

Kr. 399,-

Propperiet

 

******