Flot balance til overraskende pris

Síbio Porto Reserva Tawny, Portugal

 

Portvin er ikke bare portvin. Det kan have så mange forskellige udtryk og stilarter – ligesom det kan findes i så vidt forskellige priser, som du kan forestille dig. Denne Tawny er en nøddebrun portvin med et lidt cloudy og støvet udseende. Duften er markant i sin rosinstil, men smagsmæssigt er der faktisk endnu mere spændende at komme efter.

 

For her er rosinerne ikke så fremtrædende, som de nogle gange kan være. Nuvel, der er såvel tørrede og sødmefulde druer i både smag og eftersmag, men nogle gange kan eftersmagen tage en voldsom og lidt brændt smag af de søde rynkede frugter. Men det sker ikke her, for der er en superfin balance, der giver et ret elegant touch, som jeg ikke har oplevet så ofte til en pris under 100 kroner.

 

Det er derfor en vin, der selvfølgelig kræver en sød dessert ved sin side, men det behøver ikke være det rene sukkerstads – den kan godt tåle lidt friskhed og sprødhed i akkompagnementet, og jeg er faktisk vældig fornøjet her.

 

Kr. 99,-

Gallovini

 

******