Epsilon Shiraz 2015, Barossa Valley, Australien
Jeg var henrykt over 2014’eren af denne Epsilon Shiraz, og der er ikke meget galt i, at den nye årgang er ligeså flot. Dog er der røget en enkelt stjerne, hvilket både kan skyldes vinens og min egen dagsform, men oplevelsen er, at den er twistet en anelse mere den til den powerfuldt krydrede side, hvilket skaber en promilles forskel i balancen.
Det er stadig en formidabel vin, lad nu bare det være sagt med det samme. Den er meget mørk og kraftfuld i glasset – og det gælder både kulør og aroma. Det er en Barossa-basse med alt, hvad der hører sig til, og når importøren hævder, at den nærmest skriger på en ordentligt syg stor og rød steak, så er det svært at være uenig.
Vinen dyrkes i Barossas sandholdige og røde jord, og man fornemmer klart den lidt støvede og tørre opvækst, der har modnet vinen og gjort den robust og næsten nævenyttig. Der er solide og massive krydderier mod slutningen af smagen, og hvis vinen havde ører, hjerne og næver, skulle jeg nødig kritisere den alt for meget, mens den hørte mine ord.
For der er muskler og knald på, og det er en af de første gange, jeg reelt har kunnet nikke genkendende til smagsnuancen tobak, som jeg ellers har svært ved at forestille mig være et plus i en rødvin. Sammen med peber-power og mørke frugter giver det en vin med en enorm smag, om end den er lidt mindre blød og fed, end jeg husker seneste årgang.
Kr. 179,-