Klassisk spansk rusketur

Angel de Larrainzar Reserva Especial 2010, Navarra, Spanien

I nordspanske Navarra finder vi producenten Pago de Larrainzar, der med denne Reserva Especial spiller med alle musklerne. Vinen er lavet på en blanding af druerne Tempranillo, Cabernet Sauvignon, Merlot og Grenache, men det er hurtigt tydeligt, at det er førstnævnte, der bærer det største smagsmæssige læs.

 

For der er power og knald på sagerne i forhold til tanniner og syre, og de 12 måneders fadlagring er med til at sætte et markant aftryk på den rustikke stil. Havde vinen været yngre, havde jeg måske tænkt, at den kunne falde mere til ro med tiden, men i årgang 2010 er den sandsynligvis landet der, hvor den smagsmæssigt hører hjemme.

 

Der er ikke alverdens blødhed i smagen, om end eftersmagen sætter et fint og imødekommende punktum med en flot lang smag af både syre og frugt.

 

Generelt er det en vin til dig, der gerne vil have en solid rusketur i en klassisk spansk vin-stil, og det klarer denne vin rigtig flot. Jeg havde gerne set, at der var en mere rolig og afstemt bund i smagen, hvis jeg for alvor skulle kunne nyde de lidt vilde spring i nuancer over overfladen.

 

Kr. 95,-

Skjerning Vinimport

 

******