Hele smagsspektret i fuldt flor

Finca Rio Negro 2012, V. D. Terra Castilla, Cogolludo, Guadalajara, Spanien

 

Druerne, der er brugt til denne charmerende og superfine rødvin, er en blanding af Tempranillo, Syrah, Cabernet Sauvignon og Merlot. Og det viser sig ganske godt i vinens karakter, der når hele smagsspektret rundt.

 

Vi bliver trukket hele vejen fra det blide og rare til det kraftige og krydrede. Der er markante tanniner i eftersmagen, der snørrer munden sirligt sammen, mens det fadprægede egetræs-pift giver en blød og vanilleagtig fylde.

 

Det er en vin, der både kan og vil en masse, og der er bestemt stor valuta for pengene. Efter min smag måtte der gerne være skruet lidt ned for de bombastiske sider af smagen – og lidt mere op for det bløde – men det er forskellen på fremragende og superb. For det er virkelig en lækker spansk oplevelse, vi her har fat i.

 

Kr. 133,-

D’Wine

 

******