Grill-vine til det fornuftige budget

Nå, nu er det sommer, og grillen er banket af og klar til brug. Om det er med kul eller gas gør vel ikke den store forskel, når det gælder udvælgelsen af en passende vin – og hvad dælen skal man overhovedet stille op med vinproblematikken, når der skal grilles?

 

Jeg ved godt, at det er et nævenyttigt og unyttigt råd at give, men jeg kan kun gentage det gang på gang, fordi jeg mener det – uanset om det er til jul, påske, grill, pinse, fisk eller fjollerier. Vælg for hulan en vin, du ka’ li’!

 

Alt det der med, hvad der passer til hvad, er spændende og interessant nok, men det vigtigste for, at en grillaften bliver god, er nu engang, at du kan lide den vin, du vælger. Gå på opdagelse i dine gamle vinnoter og find frem til, hvad du bryder bedst om – og så kan du måske indkredse dit valg efterhånden.

 

For med min ydmyge og ufaglærte faglighed er det et af mine udgangspunkter, at du må tage situationen i betragtning. Er du udstyret med masser af udstyr, er det én snak – hvis du er på picnic med en bærbar grill eller en lille éngangs-dims, så er sagen en helt anden.

 

Sommer betyder ofte, at man længes efter noget køligt at drikke. Men hvis du tager på tur med engangsgrillen, har du næppe et bærbart køleskab med i baglommen. Måske en køletaske – men hvor længe holder den lige til at sikre vinen den rette temperatur? Og hvor flot folder vinen sig ud, når du skænker den op i et plasticbæger?

 

Lad være med at investere kæmpesummer i vine til den slags anledninger. Her kan du med rette gå efter en vin, der ikke stiller alverdens krav til, om den er 18 eller 22 grader varm. Find en lækker og fyldig rødvin, der sagtens kan være en Zinfandel eller en Primitivo, hvis du kan lide det lidt tungt – eller for den sags skyld en Barbera eller en ung spansk vin, hvis du vil have det lidt mere frugtrigt. De spanske Tinto Joven-vine holder efter min mening godt på deres friskhed selv ved lidt højere temperaturer, og her er vi i en relativt ukompliceret stil, hvor vinen ikke har rumsteret rundt på gamle egefade, men derimod har holdt sig sprøde og fine.

 

Af hvidvine ville jeg nok vælge en Sauvignon Blanc eller en fyldig Chardonnay, selvom der også er mange gode drueblandinger, der kan friste – både af italienske og franske størrelser. Det samme gælder med rosé-vine, hvor du måske ikke skal gå efter de allertungeste og sødeste, men derimod efter noget, der er fint og friskt.

 

Er du hjemme på terrassen og har bedre muligheder for at holde styr på vinens temperatur, så husk at du garanteret har overvurderet mængden af mad og sammensat grillmenuen med tredivetusinde forskellige smagsindtryk. Selvfølgelig kan du vælge en let rødvin til lyst kød, ligesom du måske plejer, men hvis du alligevel pøser stærk sennep og Jalapeno-ketchup henover det lyse – men kryddermarinerede kød – så er vi jo lige vidt. Også her bør du finde en vin, der kan modstå de mange og vidt forskellige smagsretninger, der dukker op fra grillristen, og ovenstående bud er derfor de samme, om end du nok får mere value for pengene, hvis du skruer lidt op for prisen.

 

Er du et af de kontrollerede, beherskede mennesker med større omtanke omkring din grill-menu, end jeg kan prale af, så kan du med rette gå efter de samme pejlemærker, som hvis du havde lavet maden i køkkenet, som du plejer.

 

Den korte sammenfatning er: Har du supergodt styr på, at smagen på din grillmenu er afstemt og passer sammen med sig selv og helheden, så kan du gå all-in med dit vin-valg og afstemme det efter maden. Går du grill-bananas, kan du ligeså godt finde en superlækker allrounder, som du får råd til at købe en ekstra flaske af – for vinen er sandsynligvis på en Mission Impossible, hvor den både skal kunne tåle grill-os, krydderier, chilidressing, sennep, syltede agurker og sødlige marinader, ligesom den skal kunne klare, at den er kølig når den sættes på bordet, hvorefter den varme sommeraften gør den glögg-lun i glasset, inden duggen falder over det beduggede selskab og atter gør temperaturen vin-venlig.

 

MINE GRILL-ALLROUND-ANBEFALINGER TIL FORNUFTSBUDGET:

 

Røde:

Luca Rossi Passagio, Italien – tilbudspris 49,-, Gallovini

Cantorum Negroamaro/Primitivo, Italien – tilbudspris 45,-, Holte Vinlager

Castillo La Paz, Spanien – tilbudspris 49,95, Supervin

Cantina Colli Ripani Sangiovese, Italien – tilbudspris 52,50, Den gode Vino

Chateau Pouzols, Frankrig – tilbudspris 54,50 – Vin med mere

 

Hvide:

La Grange Bertolet, Frankrig – tilbudspris 49,95 – Holte Vinlager

Grande Crevette, Frankrig – tilbudspris 69,-, Propperiet

Tres Olmos Verdejo, Spanien – tilbudspris 75,-, D’Wine

 

Rosé’er

La Bollina Tinetta, Italien – tilbudspris 75,-, Andrup Vin

Nativ Via della Rose, Italien – tilbudspris 79,-, Andrup Vin

Vina Sastre Rosado, Spanien – tilbudspris 75,-, D’Wine

Borrón Rosado, Spanien – tilbudspris 69,-, D’Wine

 

Priserne var gældende, da vinene blev anmeldt på www.flaskehalsen.nu