Winkl Terlan 2015, Südtirol/Alto Adige, Italien
Favoritterne, når det gælder Sauvignon Blanc, er for mit vedkommende fra New Zealand. Ikke dermed sagt, at der ikke findes klasse-vine på denne drue andre steder i verden, men min oplevelse er, at den fyldige smag af lyse tropiske frugtfornemmelser er mest sikker fra ø-riget på den anden side af kloden.
I Europa er franske Sancerre-vine naturligvis et kapitel for sig, når det gælder Sauvignon Blanc, men her viser det nordligste Italien i den grad, at man også kan være med i denne kategori.
For er du tosset, hvor er dette en lækker Sauvignon Blanc fra Alto Adige – eller Südtirol, som området også hedder. En vin med masser af fed fylde og friske frugter. Balancen sidder lige, hvor den skal, og det er absolut et super-duper køb til prisen.
Kr. 109,95