Skønne bobler til de fleste

Fantini Gran Cuvee Bianco, Abruzzo, Italien

 

Det anerkendte italienske vinhus Fantini har her sammensat en boblevin, der stinker langt væk af charme og sommerhygge. Jeg vælger at se bort fra det billige trick, at der er samarbejdet med Swarowski om at påsætte en funklende perle på etiketten. Det ændrer jo ikke på smagen alligevel.

 

Det er en ganske frisk oplevelse, selvom det også er en sødmefuld hvid boblevin, der har et godt syrligt twist, om end hovedoplevelsen er, at det er blødt og lettilgængeligt med sprudlende og imødekommende bobler.

 

En vældig fin lys boblevin, der understreger, hvorfor det er værd at give lidt mere end 39 kroner i Netto for en flaske festlige bobler. De 39 kroner giver dig nemlig ikke meget andet end den festlige lyd, når proppen slippes løs. Her får du 75 cl. lækker vin med i købet – med en smag, der rammer fint mellem de tørre bobler og de sødlige italienske Moscato di Asti’er.

 

Kr. 85,-

Høj Larsen Vinimport

 

******