Juan Gil Amarilla 2015, Jumilla, Spanien
I det sydøstlige Spanien finder vi områder som Murcia, Alicante og Jumilla. Sidstnævnte har producenten Juan Gil som en af kongerne, og her har vi snuden i et glas med hans Amarilla-vin fra 2015.
Amarilla betyder egentlig bare ’gul’, og det henviser til etiketterne, der med deres farver indikerer hvilken plads i vinseriens hierarki, vinen indtager. Denne er i den billige kategori, hvor vi oplever en meget blød duft. Smagen følger op og er blød og blid i første indtryk, men der gemmer sig nogle heftige skarpe syreudladninger inderst i smagen.
Det betyder at den ellers så imødekommende tilgængelighed bliver svær at tøjle i længden, og vinen virker uregerlig, ung og stram og slutter i noget voldsomt krydret og nærmest brændt smag i retning af noget kanel eller sådan noget lignende.
Juan Gil er en glimrende producent, men giv endelig de 40 kroner mere for Plata-vinen – den er mere end dobbelt så god.
Kr. 59,-