Macon Village 2015 Chardonnay, Bourgogne, Frankrig
Måske hører du også til dem, der endnu ikke rigtigt har fundet den store fornøjelse ved en Chardonnay fra Bourgogne. I så fald gør du altså rigtig klogt i at starte her, for er du tosset, hvor er det lækkert.
Man kunne faktisk sagtens snydes til at tro, at vi var en snas længere mod øst, for det kunne reelt godt være en Riesling – for eksempel fra Alsace. For vinen har en utroligt flot fylde, hvor den store frugtsmag på en solid bund danner kernen, der samler de små fine friske nuancer og petitesser.
Du skal ramme den helt rigtige temperatur for at få det optimale ud af vinen. Vores første slurk var kun lige over køleskabskold, og det er altså synd. Lad den få lidt tid ude, inden du nipper til den – sådan noget 10-graders-agtigt gav bedste resultat efter min mening, for her får fylden endnu mere plads i smagen, mens de skarpeste af de syrlige nuancer forsvinder og forandrer sig til et lækkert modspil i helheden.
Bravo for en flot hvidvin.
Kr. 100,-