Reserveret og robust Reserva

Vicente Faria Gloria Reserva 2014, Douro, Portugal

 

Her har vi en af de lidt skrappere portugisiske vine, der har den tunge og krydrede stil, som mange traditionelt forbinder med portugisisk vin. Og det er da også tre af de lokale portugisiske druesorter, der er anvendt til blandingen, nemlig Tinta Roriz, Touriga Franca og Touriga Nacional.

 

Det umiskendelige lilla skær i den aldeles mørkrøde kulør afslører allerede fra begyndelsen, at der er power og en god portion syre, der træder igennem fra første nip og til langt ind i eftersmagen. Efterhånden som smagen udvikler sig i munden bliver krydderierne flere og flere og mere og mere markante, og det samme gælder det lidt skarpe bid fra drueskind og kerner.

 

Det hele går egentlig ganske godt i spænd og giver en interessant og nuancerig vin, men den kan også virke som om, at den vil lidt for meget. Der er rigtig meget at forholde sig til, hvis man vil rundt i alle smagsmæssige afkroge, og det vil pirre den nysgerrige og forvirre den, der bare gerne vil nyde et ukompliceret glas vin.

 

Kr. 79,- v/6 stk.

Andrup Vin

 

******