Aromaz Finca La Canada 2013, Tierra de Castilla, Spanien
Hvis jeg bliver bedt om en anbefaling af en spansk vin, der ikke er for krydret og syrlig, så er det sjældent en Tempranillo, jeg sætter øverst på listen. Men denne vin fra Aromaz Finca La Canada kunne faktisk være et rigtig godt bud, hvis den bløde vin samtidig skulle have et klassisk spansk præg.
Det er nemlig et rigtig fint sted midt imellem det gode gammeldags spanske udtryk og en mere moderne og blød stil, som vi finder i denne Tempranillo-vin, der kommer fra området lige syd for Madrid.
Det er en vin med en overraskende fin dybde og fylde, og som har et godt syremæssigt modspil, der dog undgår at stjæle opmærksomheden, så vinen bliver alt for kantet. I stedet er der rigtig lækker frugt, som har det nødvendige modspil – og ikke mere end det.
Det gør vinen til en ganske flot Tempranillo-sag, som på samme tid har alt det, du søger i en klassisk spansk vin, men også en masse mere og andet at byde på.
75,- v/6 stk.