Nicolas Vellas 100% Syrah 2015, Languedoc-Rousillon, Frankrig
Hvis du er ude efter fransk power, så er denne vin fra producenten Nicolas Vellas sandsynligvis noget for dig. I Languedoc-Rousillon-området har han nemlig samlet sine druer over fra et stort område, og det er ren kraft og saft, der ligger til grund for denne vin, der udelukkende er skabt på Shiraz-druer.
Vinen er næsten sort i glasset, og smagsmæssigt er der knald på smagen fra først til sidst. Den åbner lidt kantet og skarpt men finder efterhånden en ganske fin og charmerende balance med en større runding i smagen.
Det er dog hele tiden den vigtige balance mellem det syrlige indtryk fra tanninerne, garvesyren, og den vanlige krydrede og bløde Shiraz-frugt, der udfordrer, for her trækkes balancen helt derhen, hvor den er på nippet til at vælte. Det giver en vin fuld af spændinger og udfordringer, og den holder sig hele tiden et par centimeter på den rigtige side, så vinen aldrig tumler rundt, men hele tiden bevarer fuld tyngde.
Du må ikke være bange for udfordringer og masser af kraftfuld power, hvis du skal holde af denne vin, men hvis det til gengæld er det, du sætter mest pris på, så får du glimrende udbytte af investeringen her.
Kr. 129,- v/6 stk.