Sydafrikansk pleaser med kant

Big Easy Red, Ernie Els 2013, Sydafrika

 

En af de store sydafrikanske golflegender, Ernie Els, er blandt bagmændene til producenten af denne vin, der kommer fra hjemlandet. Det er en vin, der primært er lavet på Syrah-druen, men andre franske sorter som Granache, Mourvedre og Cinsault er også tilføjet mosten.

 

Det giver en vin, der er ganske mørk og fyldig. Det er relativt let at gå til for de fleste, der nyder en god og blød vin, men smager du lidt ekstra efter, så finder du et godt modspil i syren i vinen, der sikrer, at den undgår at blive alt for marmelade-agtig.

 

Det er ikke en hole-in-one, men det er i det mindste noget, der minder om en birdie – altså golfens udtryk for noget, der er en tand bedre, end hvad man kunne forvente. En herlig rødvin, der både giver guf til den tilbageholdende vinnyder, men også til den mere nysgerrige slyngtrænede og skvulpelystne kender.
Kr. 129,95

Theis Vine

 

******