Terre di Ger, Sauvignon Blanc 2014, Friuli, Italien
I det nordøstlige Italien finder vi Friuli-området i nærheden af byen Udine. Her har man rigtig godt styr på Sauvignon Blanc-druen, der i denne udgave præsterer en rigtig fin flaske vin, der er lidt mere afdæmpet end vine på samme drue fra de fjerntliggende egne af verden.
Sauvignon Blanc har det med at smage massivt af tropefrugter og alt muligt lækkert og fyldigt, og det er umiskendeligt i denne vin, hvor de mange smagsnuancer dog er tøjlet, så de fremstår noget mere behersket. Det betyder, at helhedsindtrykket stadig er fyldigt og frugtrigt, men på en måde, hvor der er lidt mere plads til at smage ordentligt efter, og hvor man ikke bliver taget helt så eftertrykkeligt i hånden, når nuancerne skal udforskes.
Det er en ganske fin Sauvignon Blanc, der er blandt de bedre fyldige vine fra Italien. Den kræver lidt mere af dig som vinnyder, end nydningsfulde vine på samme drue fra eksempelvis New Zealand, men det gør det ikke til en dårligere vin – blot en mere behersket og udfordrende én af slagsen.
Kr. 87,- v/6 stk.