Prisbevidst Priorat-køb

Rotllan Torra 2011, Priorat, Spanien

 

Der er rigtig mange vine fra Priorat-området i det nordøstlige Spanien, der næsten ikke kan holde sig bag proppen af bare lyst til at bryde ud i den store verden med massiv smag og spændende nuancer. Priorat-vine kan være entertainere af den klassiske ’se-mig-se-mig’-type, og ofte har de noget at have selvtilliden i.

 

Denne vin fra samme område har bestemt også grund til at have selvopfattelsen i orden, men den opfører sig dog en smule mere afdæmpet. Skabt på druerne Garnacha, Samsó og Cabernet Sauvignon, byder den på en behersket indledning på smagen.

 

Det varer dog ikke længe, før der for alvor kommer krudt på smagen, og der træder masser af krydderier og peber ind i smagen, mens bunden udgøres af an vanillepræget fad-fornemmelse på den gode måde.

 

Det er ikke en Priorat-vin i højeste kaliber, men til 129,- er det en rigtig attraktiv vin, der kan give dig et godt fingerpeg om, hvilken retning du går i, hvis du skal prøve nogle af de tungere Priorat-drenge af.

 

Kr. 129,-

Andrup Vin


 

******