Pokkers flotte Poggiolo

Il Poggiolo 2008, Brunello, Italien

 

Hold da helt op for en Brunello, vi sætter tænderne i her. Det er en vin med en massiv smag, og den har en rigtig flot klasse, selvom den også skiller sig ud fra flertallet af Brunelloer.

 

Brunello er lavet på Sangiovese-druen, og her er den lagret på egetræ, som sætter et markant præg på herligheden. Der er så meget blød og smittende fadlagring, at den næsten har et twist af noget, der kunne minde om en god flaske rom, for samtidig med fadsmagen er der også en betagende sødme.

 

Det sødmefulde findes først og fremmest i de dybe bær-nuancer, der er af den mørke slags som solmodne solbær, og samtidig finder vi hele tiden en fin snert af sødme, der er tydelig nok til at markere de nødvendige modspil, men uden at det tager teten i smagen.

 

Der er en lækker afrunding og en lang og vedholdende eftersmag på en stor vin, der måske kan være for tung for nogle, men ærligt talt er det svært at finde andet at sætte en finger på, end at den er lidt speciel og vældig kraftfuld.

 

Kr. 299,- v/6

A Vinstouw

 

******