Giuseppe Fedilescu, Ballu Tundu, Riserva 2010, Sardinien, Italien
Druesorten Cannonau er en størrelse, som er flere historier omkring. Én ting er dog sikkert, og det er, at den næsten er synonym med vinproduktion på Sardinien. Det hævdes, at det kan være samme drue som den franske Grenache og den spanske Garnacha, og at den rent faktisk oprindeligt stammer fra Sardinien – men hvad der er sandt, lader vi blæse i den lune middelhavsvind.
Vi har tidligere smagt meget livlige og sprælske vine på Cannonau-druen, og denne er også lidt af en sprællemand på 15,5%. Den sprutter ud af flasken med en voldsom aroma, der kan virke overvældende, og smagsmæssigt er der også en gevaldig power at forholde sig til.
Der er både rare og bløde frugter, men så sandelig da også masser af syre, der giver spjæt i foden på glasset, og som tiltrækker sig rigtig meget opmærksomhed. Fodspjæt og opmærksomhed, som endda er langt mere opsigtsvækkende end de små trin og hop på stedet, som udgør den sardinske folkedans Ballu Tundu, som vinen er opkaldt efter.
Det er derfor også en vin, der hurtigt stjæler fokus fra de omgivelser, den bliver sat i. Det er hverken et plus eller minus, men dog et vigtigt faktum at forholde sig til, når man overvejer hvornår den skal serveres.
Farvemæssigt snyder vinen lidt, for den er noget lysere, end hvad smagen kunne få os til at tro, og det leder tankerne hen på de italienske Sangiovese-vine, eksempelvis Brunello’er. For selvom vi ikke kan sammenligne i lige linjer, så er koblingen af den lidt lyse kulør, den runde midte i smagen og de sprælske og markante syrebid i tungekanten, på mange måder ensartede.
Og så skal vinanmelderen sætte en karakter på. Det er nogle gange nemmere end andre, for denne vin kan meget varmt anbefales – men slet ikke til alle. For den har sine særheder, der gør den til en flaske, der vil dele vandene mellem dem, der bliver forbavsede og overrumplede, så de står af, inden det bliver sjovt – og dem, der bliver forundrede og fornøjede af, at vi her har en vin, der er markant, egoistisk og fuld af trang til at stjæle alles opmærksomhed.
Kr. 159,-