Sangaetano Primitivo di Manduria 2015, Puglia, Italien
Syditalienske Primitivo-vine har det med at være store og bombastiske vine med masser af smag, saft og frugt. Og denne Sangaetano fra Manduria i Puglia er også indledningsvis ganske mørk og solbrændt, og den introducerer sig selv med en fyldig duft.
Smagsmæssigt er det dog en mere mild og lidt afdæmpet størrelse end flertallet af Primitivoer herfra, og den kan egentlig virke ene anelse flad i enden. Det er ikke fordi den har ret meget mere syre eller kontrast end ventet, men der er bare lagt en dæmper over smagen, så den arter sig lidt mere overskuelig.
Det betyder dog også, at en del af charmen ved Puglia-vine går tabt, for det er lidt som en artist, der får besked på at rette sig ind under nogle lidt for faste former, og dermed mister en del af sin integritet.
Det er bestemt en fin vin, men den markerer sig ikke som noget særligt, og derfor bliver det en oplevelse, der måske nok lever op til sin tilbudspris men heller ikke mere.
Kr. 69,-