Eksotisk kroatisk drue

Franc Arman, Teran Barrique 2009, Istrien, Kroatien

 

Druesorten Teran er ganske sjælden at opleve på vores breddegrader. Det er en typisk Balkan-drue, der primært dyrkes i Kroatien og Slovenien, og den giver en temperamentsfuld og atypisk rødvin, hvor du skal berede dig på at smage noget, der ikke minder om ret meget andet, du har smagt.

 

Det er dog ganske tydeligt, at det er en meget velskabt rødvin, der har stor dybde og fylde. Bunden i vinen er ganske gevaldig, men efter vestlige standarder kan smagen også virke lidt ustruktureret.

 

Indledningsvis mødes man af en ganske blød og vanillepræget fad-agtig smag, der efterhånden afløses af en solid omgang power-krydderi og syre. Eftersmagen er lang og fin, men igen med afstikkere til både den sødlige og syrlige side, og det kan virke lidt forvirrende.

 

Derfor er det først og fremmest afgørende, at du sætter dig selv op til en ganske speciel smagsoplevelse, for ellers ender du med at være helt rundt på gulvet. Når du har forliget dig med den sag, så kan du begynde at smage dig forsigtigt frem på de mange interessante nuancer i denne drue, der er et spændende men også rigeligt eksotisk bekendtskab.

 

Kr. 169,-

PA Vine

 

******