Terra Grande, Provinco, Toscana, Italien
Supertoscanere er gerne nogle enorme banditter at give sig i kast med. De er ofte fulde af power og frugt, og de er gerne fløjlsbløde publikumspleasere, der rammer enormt bredt. Det gør sig også gældende for denne blanding af Sangiovese og Syrah, men den har et ekstra twist, der får den til at svinge sig op over mellemklassen af supertoscanere.
For selvom det er den bløde og fedladne fremtoning, der er mest i centrum, så er her også en vidunderlig syre fra Sangiovese-druerne, som får sat hele blødheden lidt i relief, og som sikrer, at det hele ikke går op i bamsebasse-fornemmelse og blød velour.
Der findes lige præcis det modspil, som er afgørende for, at balancen sidder i skabet, for hvis du ikke har en smule syre, så bliver det vanskeligt at sætte pris på det modsatte. Her får du begge dele, og det er virkelig en velfungerende sammensætning, der tilmed kan købes til en pris, der slet ikke er ueffen.
Kr. 119,95