Dog Point 2012, Pinot Noir, Malborough Valley, New Zealand
Det er ikke usædvanligt, at Pinot Noir-vine kan lugte grimt, så snart de bliver åbnet. Denne New Zealandske udgave af druen lugter som en lun forårsdag, hvor nabo-bonden lige har strøet ildelugtende gødning ud på marken, og man kan hurtigt blive skræmt væk, hvis man ikke er erfaren Pinot Noir-fan.
Den umiskendelige lugt af prut er nemlig ofte et godt tegn på, at en Pinot Noir rummer masser af fremragende frugtsmag i den lette og lækre ende, og det gør sig faktisk også gældende for denne Dog Point, selvom lugten og navnet kunne give anledning til at lave helt andre sammenligninger.
Smagen er rigtig flot og bærer præg af mørkerøde bær, der folder sig langt og smukt ud i eftersmagen, hvor den lidt spinkle indledning på smagen bliver løftet til en fin dybde og krop, uden at det fine og nuancerede udtryk bliver overdøvet.
Kr. 300,- v/12 stk.