Fantastiske Prados imponerer

Prados Prive 2014, Campo de Borja, Aragon, Spanien

 

I spanske Campo de Borja finder vi producenten Prados, der med denne Privé har skabt en intet mindre end himmelsk flaske rødvin. Den er lavet på 85% Syrah og 15% Garnacha, og det i sig selv giver forventninger om kraftig vin med masser af blød frugt.

 

Det er også sådan, vinen står i glasset, hvor den med sin mørke kulør efterlader flotte og tykke gardiner. Smagen er blød med masser af frugt, og samtidig er der en fin lille kant af syre, der bløder den massive kerne op. Eftersmagen har en lille tendens til en brændt fornemmelse af rosin, og det ville have været ærgerligt, hvis ikke vinen i forvejen havde kastet så meget velsmag af sig. Her bliver det i stedet en flot prik over i’et og en skøn afrunding på en lækker vin.

 

Vi er ikke i den letteste ende på prisen, men der kan næppe være mange, der ikke føler, at pengene er godt givet ud, hvis de investerer i denne vin.

 

Kr. 199,- v/6 stk.

Gallovini

 

******