Vina Sastre, Crianza 2012, Ribera del Duero, Spanien
Lidt ligesom det har været tilfældet for Rioja i en årrække, så er Ribera del Duero i dag et af de mest anerkendte spanske vinområder, men byder også på en del fine og dyre vine, der virker lidt rustikke og massive i deres klassiske stil. Derfor er det vældig lækkert at opleve denne vin, der med 15 måneder på fad har opnået en rigtig flot balance.
Det gør den, uden at der bliver gået på kompromis med de klassiske dyder, for der er masser af power, syre og muskler i vinen, der er skabt på den lokale Tinta del País, der er det samme som Tempranillo.
Første indtryk i munden er lidt rigeligt med syre, men herefter blødes vinen op i en fyldig og fin krop, der behager og finder en rigtig lækker ro under de lidt viltre nuancer. Eftersmagen er lidt samme gode historie, hvor det indledes med en prikken i syrekanalerne på tungen, der efterfølges af en lang og blød nydelse med fed frugt og lækkerhed.
Det er en rigtig fin Ribera del Duero-vin, som tilmed har en god pris for denne type og kvalitet.
Kr. 129,-