Udsøgt Auslese fra Mosel

Karl Erbes, Urziger in der Kranklei 2014 Riesling Auslese, Mosel, Tyskland

Her har vi fået æren af at smage på en af de rigtig fine Riesling-vine fra Karl Erbes. Denne ’Ürziger in der Kranklei’ fra 2014 er en Auslese, som traditionen tro er fuld af sødme, men den har også så meget andet, der gør, at den er endnu mere interessant end andre flotte Auslese-vine.

 

Det kan nemlig nogle gange være på nippet til at minde om noget dessert-sødt stads, når de søde Riesling-vine plopper ud af flasken, men det modspil, som denne vin rummer, betyder at der kommer en ekstra dimension i vinen. Vi har både smagt den i iskold og lidt lunere udgave, og det er klart, at sødmen bliver mere markant, jo varmere vinen er.

 

Så opfordringen herfra er, at den skal være iskold. For så får du så mange flere nuancer frem i vinen, der både har kant, mineraler og en stor og kraftfuld saft og power, der ikke kun er dessert-agtig, men også snildt klarer de opgaver, hvor friskere hvidvine ellers bliver foretrukket.

 

En superlækker hvidvin, der når sit højeste niveau, når den er iskold, så alle smagslag fornøjer alle smagsløg.

 

Kr. 249,-

Propperiet

 

******