Byo, Sauvignon/Chardonnay, Sydvestfrankrig, Frankrig
Sydfranske Byo har taget en fin plads i vores vinhjerter med deres Colombard/Ugny Blanc og deres rosé-vine. Derfor er der også gode forventninger til, at de kan præstere noget godt, når det gælder dette blend af Sauvignon Blanc og Chardonnay.
Forventninger har det med at give skuffelser, og sådan er det på sin vis også her. Der skal ikke være nogen tvivl om, at kvaliteten er ganske i orden, men smagsmæssigt ligger denne vin et lille stykke fra mine drømme.
Vinen starter diskret og fint, inden der indtræder eksotiske og smagfulde frugter. Smagen flader lidt ud, inden den munder ud i en temmelig syrlig og citruspræget eftersmag med en næsten bitter krølle på halen.
Derfor er det en vin, der først og fremmest rammer dem, der kan lide friske hvidvine med syre og bid, mens det næppe er en vin for dem, der kan lide runde og bløde hvidvine med masser af frugt.
Kr. 69,- v/6 stk.