Orsetto Oro, Montepulciano d’Abruzzo, Italien
Navnet Orsetto Oro betyder direkte oversat ’Den gyldne bjørneunge’. Og der er faktisk lidt blød bjørne-bamse-basse over smagen på denne Montepulciano d’Abruzzo, der har en stor og fin duft af jordbærgrød, der dækker over en herlig frugtsmag med en markant syre i enden.
Eftersmagen er blød, rund og langvarig, og det giver samlet set en vin, som har rigtig meget at byde på. For mens den er meget imødekommende og indbydende i sit første indtryk, så er der også lidt sprælske modhager, der modvirker at det hele bliver for rødgrød-med-fløde-agtigt.
Der er fine gardiner i glasset, og vinen fremstår meget appetitlig og fornemt balanceret mellem det kraftfuldt frugtagtige og de friske syrlige nuancer.
Kr. 99,-