Pokkers særpræget Poggio Argentato

Fattoria le Pupille 2015, Poggio Argentato, Elisabetta Geppetti, Toscana, Italien

 

En blanding af en række druer, der er interessant sammensat, udgør ingredienserne i denne pænt fyldige og dybe hvidvin fra den italienske producent Elisabetta Geppetti. Den er skabt på 60% Sauvignon Blanc, og så er der spædet op med Traminer, Petit Manseng og Semillon. Det er en sammensætning, der på papiret skulle give en vin med en enorm smagsrigdom, og det er også langt henad vejen tilfældet.

 

Duften står lidt syrligt, men der er overraskende god balance i smagen, der er intens og fuld af god dybde. Således er det en vin, der har rigtig meget at byde på, men som måske også kan virke en smule for rundhåndet med smagsbombardementerne.

 

Det gør den til en oplevelse, der passer godt til prisen for de let nørdede vinelskere, men hvor mange af dem, der betegner sig selv som ’uden forstand på vin’, formentlig vil blive lidt forskrækkede over særprægene.

 

Kr. 109,-

Gallovini

 

******