Aros 2015 Cortemedicea, Toscana, Italien
Italienske vine er gerne fulde af krydret smag og rynket tandkød, hvis de kommer fra Nord, mens det oftest er blødt, fløjlsagtigt og solbrændt, hvis det kommer fra Syd. Her er vi i Toscana, der er mere Nord end Syd – men ikke desto mindre med en vin, der er mere blød end skarp.
Førsteindtrykket er relativt blødt, men også med en pæn portion syre. Efterhånden flader smagen lidt ud, inden den vokser til en pæn og solbrændt eftersmag. Og hvis vi skal gå i detaljer med druer og nørderi, så kan nysgerrige måske bemærke, at Sangiovese-druens skarphed er tydelig i syren i begyndelsen, mens blødheden fra Cabernet Sauvignon-druen både findes i indledning – men i særdeleshed i afslutningen af smagen her.
Det er to druer, der umiddelbart virker som modsætninger, men det er også en vin, der formår at sætte druerne pænt sammen til et interessant helhedsindtryk. Det bliver aldrig helt top-klasse, men det er ikke desto mindre end ganske rar kop med rødvin.
Kr. 69,-