Kilikanoon, Exodus Shiraz 2014, Barossa Valley, Australien
Australien og Barossa Valley er ofte ensbetydende med fede Shiraz-vine med masser af smag og power. Og denne Exodus fra Kilikanoon er ingen undtagelse. Den er endnu temmelig ung, og det kan være årsagen til, at den ikke er helt i balance.
Men netop den manglende balance, der medvirker til et fint syrerigt modspil til den store power og fede bund, er samtidig lidt charmerende og gør den en smule skarp. Det giver et fint sidestykke til de store modne frugter, og selvom det nok er lidt den omvendte verden, så er det altså ikke helt dumt at nyde denne vin allerede nu.
Naturligvis bliver den lidt skarpe kant noget, der kan dele vandene, for er du til de klassiske fløjls-Shiraz’er, så skal du nok vente håbefuldt i nogle år på, at denne sætter sig, men vil du gerne det lidt mere viltre udtryk, så er det bare frem med prop-den-op-trækkeren med det samme.
Kr. 229,-