Clivus Soave Classico Monteforte 2014, Veneto, Italien
Denne italienske Soave Classico er en hvidvin, der garanteret vil falde fint i smag hos de fleste, der har en hang til grønne italienske druer. Her i biksen er den generelle holdning, at det hører til sjældenhederne, når en italiensk hvidvin imponerer, og derfor er det ikke som sådan et kvalitetsstempel, at vi kalder denne vin, for en typisk italiener.
Den er diskret og afdæmpet i sin smag. Duften er faktisk rigtig fin og lover vældig godt, men smagen følger ikke helt op og bliver lidt for tilbagetrukken, inden vinen ender i en eftersmag, som man skal gøre sig umage for at grave frem fra smagsløgene.
Med andre ord har vi at gøre med en vin, der ikke kan genere ret mange, men som også kun vil behage de få.
Kr. 59,95