BLANDEDE APRIL-OPLEVELSER

Her får du en gennemgang af en række af de april-vine, hvor jeg har siddet tilbage med fornemmelsen af, at jeg mangler det, der for alvor overbeviser mig, selvom det er vine, der hver for sig kan et eller andet. For nogles vedkommende på kvalitet – for andres vedkommende på pris.


Winzer Krems Grüner Veltliner von den Terrassen 2023 
Østrig, Wachau 
Hvidvin, Grüner Veltliner 
Normalpris kr. 179,-, Set til kr. 179,-  
DinVinhandel 
4 Stjerner – Pengene værd 
92 Pts. – God 
Fin dybde i smagen på denne Grüner Veltliner, der har nogle små perlende efterladenskaber af syre. Jeg elsker umiddelbarheden, men der er måske lidt for mange lag, der understøtter den, for det giver et mindre rent udtryk, selvom det er spændende. 


Una Sauvignon Blanc 2023 
Chile, 
Hvidvin, Sauvignon Blanc 
Normalpris kr. 109,-, Set til kr. 59,-  
Kjær Sommerfeldt 
4 Stjerner – Pengene værd 
88 Pts. – Gennemsnitlig 
Chilensk Sauvignon Blanc, der rammer et lidt anonymt udtryk. Her er friskhed, men der er også en lidt for overgjort bund og dybde, der tager noget af den charmerende Sauvignon Blanc-stil.  


Santa Sofia Valpolicella Ripasso Superiore 2021 
Italien, Valpolicella 
Rødvin, Corvina/Rondinella 
Normalpris kr. 179,-, Set til kr. 99,-  
DinVinhandel 
4 Stjerner – Pengene værd 
89 Pts. – Nogenlunde 
Hvis du går efter, at din Ripasso skal have lidt tendenser til at være en bulderbasse, så er det ikke denne vej, du skal gå. For Santa Sofia er mere til den friske side med et anderledes syre-grip, der på den ene side er ganske forfriskende, men som på den anden side går i en anden retning, end du nok forventer, hvis du bare vil have en klassisk Ripasso. 


Coppiere Primitivo Salento 2023 
Italien, Puglia 
Rødvin, Primitivo 
Normalpris kr. 129,95, Set til kr. 99,95 
Supervin 
4 Stjerner – Pengene værd 
88 Pts. – Gennemsnitlig 
Det er ingen skam at være ligesom alle de andre, hvis alle de andre er fantastiske. Coppiere Primitivo Salento smager som alle de andre – kraftig, sødmefuld og lidt korporlig. Du får, hvad du forventer, og det er fair nok til prisen, selvom det ikke er en vin, der skriver sig ind i de tykke opslagsværker om vin, du er nødt til at smage, før du dør. 


Chateau de la Mothe Haut-Medoc 2018 
Frankrig, Bordeaux 
Rødvin, Merlot/Cabernet Sauvignon 
Normalpris kr. 109,95, Set til kr. 89,95 
Supervin 
4 Stjerner – Pengene værd 
88 Pts. – Gennemsnitlig 
Helt klassisk Bordeaux, der smager okay, men som med sit blend af Merlot og Cabernet Sauvignon ikke rigtig stikker i nogen retninger. Jeg savner lidt mere personlighed, der placerer vinen som én, der kan noget særligt. 


Kylie Minogue Prosecco Rosé Extra Dry  
Italien, Prosecco 
Bobler,  
Normalpris kr. 99,95, Set til kr. 99,95 
Vinøen 
4 Stjerner – Pengene værd 
88 Pts. – Gennemsnitlig 
Jeg er ret fjollet med Kylie Minogues alkoholfri bobler, der er tilsat Sparkling Tea. Her er vi i en rigeligt sød Prosecco, der bliver lidt kedelig, fordi friskheden fordufter med Extra-Dry-sødmen.  


Rolland & Galarreta Parcela 23 Verdejo 2020 
Spanien, Rueda 
Hvidvin, Verdejo 
Normalpris kr. 149,95, Set til kr. 69,95 
Supervin 
4 Stjerner – Pengene værd 
88 Pts. – Gennemsnitlig 
Meget fyldig og proppet med alle mulige noter fra både fad og alder. Det giver et mere komplekst udtryk, hvis man skal tage de positive briller på. Må man tillade sig at være lidt kritisk – og det ligger jo ligesom i det at være anmelder – bliver udtrykket også mere mudret og mangler den umiddelbare charme, der kendetegner Verdejo-druen i dens unge og ukomplicerede form. 


Western Cellars Winemakers Selection 2023 
USA, Californien 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 109,95, Set til kr. 59,95 
Supervin 
4 Stjerner – Pengene værd 
88 Pts. – Gennemsnitlig 
Tro mig, jeg er ikke sat i verden for at Amerika-shame vine fra Californien og andre dele af USA. Det er jo ikke druernes skyld, at de vokser i et land, der er mere uforudsigeligt end det danske efterår. Når det er sagt, så bliver det ikke denne vin, der retter op på den amerikanske betalingsbalance, hvis det står til mig. For det er en klassisk, halvkedelig californier med fadlagret Chardonnay, der er mere præget af fadfedme end af friskhed. Er du til den slags, og skal du holde et budget under 60 kroner pr. flaske, så er det sådan set okay, men der er ikke meget, der overrasker. 


Chateau de Ribebon Bordeaux Superieur 2020  
Frankrig, Bordeaux 
Rødvin, Cabernet Franc/Cabernet Sauvignon/Merlot 
Normalpris kr. 59,95, Set til kr. 59,95 
Vinøen 
4 Stjerner – Pengene værd 
87 Pts. – Mangler lige det sidste 
Starter ret lækkert med bløde frugter og finesse, men hurtigt bliver det sprælsk og kradst krydret inden en kort og hurtigt afviklet eftersmag. 


Chateau Cabanieu Medoc 2020 
Frankrig, Bordeaux 
Rødvin, Merlot/Cabernet Sauvignon 
Normalpris kr. 99,95 
Set til kr. 89,95 
Supervin 
4 Stj. – Pengene værd 
87 Pts. – Mangler lige det sidste 
En lidt skrattende Bordeaux, der ikke har ret meget dybde, og som fremstår som en lidt for overfladisk og rustik oplevelse. 


Montesei Le Battistelle Soave Classico 2023 
Italien, Soave 
Hvidvin, Garganega 
Normalpris kr. 159,-, Set til kr. 139,95 
Jysk Vin 
3 Stjerner – Lidt for dyr 
87 Pts. – Mangler lige det sidste 
Garganega-baseret hvidvin, der ikke virker helt balanceret mellem friskhed og det lidt for tunge fad. Ville elske lidt mere umiddelbar frugt-friskhed. 


Markowitsch Chardonnay Carnuntum 2023 
Østrig, Carnuntum 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 149,95, Set til kr. 99,95 
Supervin 
4 Stjerner – Pengene værd 
87 Pts. – Mangler lige det sidste 
Jeg plejer at være rigtig glad for Markowitsch, men her bliver fadpræget lidt markant med en lidt tung dybde og krydderi-fornemmelse. Lidt for meget til min smag. 


Gustus Special Reserve Chenin Blanc 2024 
Sydafrika, Darling 
Hvidvin, Chenin Blanc 
Normalpris kr. 69,-, Set til kr. 50,- 
REMA 1000 og Vinøen 
4 Stjerner – Pengene værd 
86 Pts. – Lidt skuffende 
Det smager mest af alt af hvidvin. Sådan lidt som om du blander alle forskellige hvidvine sammen, og får noget, der smager lidt af det hele, uden at det rigtig smager af noget bestemt. Temmelig uinteressant, men hvis max-budgettet hedder 50,-, går det an. 

Milani Sangiovese Primitivo 2023 
Italien, Puglia 
Rødvin, Sangiovese/Primitivo 
Normalpris kr. 69,-, Set til kr. 69,-  
DinVinhandel 
4 Stjerner – Pengene værd 
86 Pts. – Lidt skuffende 
Nogle blends kan give fornemmelsen af, at 1+1=3. Her er det snarere 1+1=1+1. For det er som om, Primitivo- og Sangiovese-druerne aldrig rigtig smelter sammen. Det smager ikke grimt, og til den lave pris, må man forvente at skulle gå på kompromis. Men det er ikke en sammensmeltning af to druesorter – men to druer med hinanden ovenpå. 


Gustus Shiraz Special Reserve 2023 
Sydafrika, Darling 
Rødvin, Shiraz 
Normalpris kr. 69,-, Set til kr. 50,-  
REMA 1000 og Vinøen 
4 Stjerner – Pengene værd 
86 Pts – Lidt skuffende 
Det er i hvert fald hverken smag eller nuancer, der mangler. Men der er lidt for meget af det hele, så dybden virker overpumpet og nuancerne stritter i forskellige retninger.