Ren Sangiovese. Brunello. Chianti. You name it. Der findes mange typer af vine på den flotte, italienske Sangiovese-drue, der ofte har et kantet bid, men som også kan bidrage med imponerende elegant frugt. Her får du en stribe forårs-aktuelle Sangiovese-vine, der er aktuelle på det danske marked.

Podere La Vigna Brunello di Montalcino 2020
Italien, Toscana
Rødvin, Sangiovese
Normalpris kr. 349,95, Set til kr. 219,95
Supervin
5 Stj. – Imponerende kvalitet til prisen
95 Pts. – Imponerende
Hvis du er til ærkeklassisk Brunello, så er Podere La Vigna nærmest et must for dig. For her får du helt stram frugt, unge kanter og en flot dybde på samme tid. Prisen er til at have med at gøre, så når man samtidig tænker fem år frem, så er det her en vin, der ganske enkelt skal tage plads ved siden af mineralvandet og prepper-udstyret i kælderen.
Podere La Vigna er en såkaldt mikroproducent, hvilket vil sige, at produktionen er meget begrænset. Der bliver ikke høstet mere, end hvad kvaliteten kan tåle, for det er kvaliteten, der er fokus fremfor kvantiteten. Det kommer tydeligt til udtryk i vinens ærlige og umiddelbare stil, hvor man tydeligt mærker, at der ikke er taget nogen lette løsninger.
Det er superlækkert balanceret med en mørk og frugtrig dybde og en frisk og levende top på smagen. Topper nok først om nogle år, men den smager allerede fortryllende.

Podere San Cristoforo Amaranto Sangiovese Maremma Toscana 2020
Italien, Toscana
Rødvin, Sangiovese
Normalpris kr. 175,-, Set til kr. 150,-
Vinova
6 Stjerner – Kvaliteten overgår prisen med mange længder
95 Pts.- Imponerende
Det er ret skørt, at Podere San Cristoforo holder så højt niveau, som det er tilfældet. Jeg blev overbevist sidste år, og i år er jeg præcis lige så pjattet med Amaranto-vinen på Sangiovese-druer. Den kommer fra det lille Maremma-område i Toscana, og selvom jeg denne gang har smagt en vin, der er i en lidt dyrere prisklasse samtidig med Amaranto, så er der altså noget over den umiddelbare charme i denne vin, som jeg har svært ved at modstå.
Jeg mærker den klassiske, stramme og skarpe Sangiovese-syre, men jeg mærker også en lækker, saftig frugt, der binder de skarpe kanter sammen. Balancen mellem de bløde frugter og den sammensnørrede syre sidder lige i skabet, og til en tilbudspris på 150 kroner er det her faktisk intet mindre end helt skørt. Fremragende Sangiovese – ikke bare i sin prisklasse, men også i det hele taget.
Gagliole Rubiolo Chianti Classico 2022
Italien, Toscana
Rødvin, Sangiovese
Normalpris kr. 219,-, Set til kr. 199,-
Jysk Vin
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen
94 Pts. – Meget god
Det er meget fint at kalde dette for en vin på ‘entry’-level. Udtrykket bruges om vinhusenes billigste vine, der fungerer som ‘indstigning’ til deres sortiment – men når vi kalder dette for en entry-level fortæller det mere om niveauet på Gaglioles andre vine, end det gør om denne. For det her er rigtig flot komponeret Chianti Classico med en frisk snert og en lækker frugt. Lagret på en blanding af små egetræsfade og betontanke, er der både spædet op med spændende krydderier og med en frugtrig umiddelbarhed, og de to sider er balanceret virkelig nydeligt. Det er muligt, at det er en vin, der smagsmæssigt søger midten af, hvad Chianti Classico kan præstere, men fra midten har man et godt overblik, og alting behøver jo ikke være ført ud i ekstremer. Når bare det virker, er det nogle gange livsbekræftende med en vin, der ikke behøver markere sig ved at flekse muskler eller posere i akrobatiske positurer. Det her er tæskelækkert, det er til at forstå – og så er det velskabt som bare pokker.

La Magia Il Vispo 2023
Italien, Toscana
Rødvin, Sangiovese
Normalpris kr. 139,95, Set til kr. 89,95
Supervin
5 Stj. – Imponerende kvalitet til prisen
93 Pts. – Velsmagende
Det er altid spændende at smage de store og dyre vine fra de forskellige producenter. Og guderne skal vide, at La Magia præsterer en magisk Brunello. Men jeg har den teori, at man hurtigt spotter en god vinproducent på de billige vine. For kan man lave god vin på de næstebedste eller tredjebedste druer, så kan man med statsgaranti også skabe store vine af de bedste.
La Magia holder prisen nede på den rigtige side af 100 kroner, når der er tilbud, når det gælder denne charmerende og skønne Il Vispo. Ikke nok med at etiketten igen i år giver mig et skævt smil på læben og lidt tanker til min storebrors utidige nysgerrighed, når mormors gamle, strikkede, nederdelsbeklædte nissepiger blev fundet frem fra den store kasse med julepynt, så indikerer etiketten også den umiddelbare og ungdommelige charme, der findes i denne vin.
Det er lækker, sprød og flot Sangiovese, der er lige dele saftigt, frugtigt og forrygende energibetonet med sin sprællevende syre. Vidunderlig Sangiovese til prisen.

Podere San Cristoforo Carandelle Sangiovese Maremma Toscana 2020
Italien, Toscana
Rødvin, Sangiovese
Normalpris kr. 225, Set til kr. 195,-
Vinova
4 Stj. – Pengene værd
92 Pts. – God
Podere San Cristoforo har lidt af en opgave med at samle min underkæbe op fra bordkanten, efter at jeg har smagt husets flotte Amaranto. Den vin er jeg helt pjattet med, og derfor er jeg selvfølgelig også fuld af forventninger til denne Carandelle, der i pprincippet er samme vin, men skabt på druer fra lidt ældre vinstokke. Området, forarbejdningen og grundtankerne er de samme, så det er et spørgsmål om smag, om man er ligeså vild med den lidt mere kantede og dybe stil, der findes i Carandelle.
De 10 måneders fadlagring er ikke det, der gør den største forskel på Amaranto og Carandelle, men druestokkenes alder har en ret tydelig indvirkning på intensiteten i vinen. Det vil falde fornemt i nogles smag. For mit vedkommende bliver der lidt for mange tunge indtryk til, at den charmerende og letlevende syre får plads nok, og derfor kan jeg ikke vurdere Carandelle ligeså højt som lillebror-vinen Amaranto. Men tag ikke fejl, det her er superflot Sangiovese – især hvis du gerne vil have skruet lidt op på alle knapperne.

Villa Poggio Salvi Brunello di Montacino 2020
Italien, Toscana
Rødvin, Sangiovese
Normalpris kr. 359,95, Set til kr. 169,95
Supervin
4 Stj. – Pengene værd
92 Pts. – God
Her har vi en af de klassiske Brunello-vine fra Villa Poggio Salvi. Og det er absolut en god vin, der dog godt kan tåle lidt længere tid i kælderen, inden den er helt klar. For selv med grundig iltning, er det en lidt stram oplevelse, der trækker lidt til den kantede side. Jeg savner den sidste elegance til at overbevise i prisklassen, omend det er fint balanceret og med mange fine antydninger af, hvad der er i vente om en årrække, når den har hvilet nok.

Tenuta Trerose Santa Caterina Vino Nobile di Montepulciano 2021
Italien, Toscana
Rødvin, Sangiovese
Normalpris kr. 199,-, Set til kr. 189,-
DinVinhandel
4 Stj. – Pengene værd
92 Pts. – God
Hvordan er det nu med Vino Nobile di Montepulciano? Jo, det er såmænd en Sangiovese-vin ligesom Brunello, men den behøver ikke være helt ren Sangiovese. Så her er formentlig iblandet lidt andre druesorter, der er med til at føre udtrykket helt til dørs med en knap så markant power og en snert af noget lidt mere blomstret. Her kommer det til udtryk med liv og spræl i nuancerne, og sammenlignet med rene Sangiovese-vine kan den virke en smule overkrydret. Som klassisk Sangiovese er det en lidt overraskende oplevelse – som eksponent for Vino Nobile di Montepulciano er det en meget typisk og karakteristisk oplevelse.
Cortonesi Leonus Toscana 2023
Italien, Toscana
Rødvin, Sangiovese
Normalpris kr. 155,-, Set til kr. 139,-
Jysk Vin
4 Stjerner – Pengene værd
91 Pts. – Fornuftig
Klassiske Sangiovese-træk i denne Cortonesi Leonus, der gør det ganske fint til tilbudsprisen. Det er ikke den skarpe og mundvandsudtørrende Sangiovese-stil men en lidt mørkere, varmere og mere fyldigt blød stil, du finder her.

Quercione Lunadoro Vino Nobile di Montepulciano Riserva, 2018
Italien, Toscana
Rødvin, Sangiovese/Cabernet Sauvignon/Merlot
Normalpris kr. 259,95, Set til kr. 99,95
Supervin
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen
91 Pts. – Fornuftig
Lunadoro – som velsagtens må betyde ‘den gyldne måne’ – er en Riserva i Vino Nobile-kategorien. Med Cabernet Sauvignon og Merlot som sidekicks til Sangiovese-druen har den en mere frugtig og blød stil end de fleste andre vine i denne kategori. Det smager faktisk ganske dejligt, og man fornemmer hurtigt, at den har nogle år på bagen, og at nuancerne har fået lov at sætte sig. Særligt til tilbudsprisen lige under 100 kroner er det her et rigtig godt køb. Til normalprisen ville jeg være mere tilbageholdende, for der kan du finde væsentligt bedre Sangiovese-vine.
San Salvagio Vino Nobile di Montepulciano 2021
Italien, Toscana
Rødvin, Sangiovese
Normalpris kr. 179,-, Set til kr.
Holte Vinlager
4 Stjerner – Pengene værd
90 Pts, – Okay
Ganske fornuftig Vino Nobile di Montepulciano, uden at den for alvor træder i karakter. Smager ganske fornuftigt med sin frugtige og lidt viltre Vino Nobile-stil. Jeg kunne drømme om en lidt mere elegant balance, men så skal jeg nok også være klar til at lette pengepungen for en lille seddel mere.
Umberto Cesari Laurento Riserva 2021
Italien, Romagna
Rødvin, Sangiovese
Normalpris kr. 209,-, Set til kr. 99,-
Kjær Sommerfeldt
4 Stj. – Pengene værd
89 Pts. – Nogenlunde
Sangiovese fra Romagne-området, der ligger længere mod øst end de klassiske Sangiovese-områder. Her er dybde og mørk frugt, og man fornemmer, at det er en vin, der har fået mere sol og varme. Ikke ret krads i syren, men derimod er den relativt blød og ganske fin.
Podere San Cristoforo Baci di Sangiovese 2022
Italien, Toscana
Rødvin, Sangiovese
Normalpris kr. 150,- Set til kr. 125,-
Vinova
4 Stjerner – Pengene værd
89 Pts. – Nogenlunde
Mens Podere San Cristoforo brillerer med de lidt dyrere Maremma-vine, er denne Baci di Sangiovese mere ordinær og forventelig. Den er frugtig og har et godt bid i kanten, men den har ikke den samme afstemte og afbalancerede stil som Amaranto og Carandelle fra samme hus.
San Giorgio Ciampoleto Rosso di Montalcino 2022
Italien, Toscana
Rødvin, Sangiovese
Normalpris kr. 179,-, Set til kr. 179,-
Otto Suenson
4 Stjerner – Pengene værd
89 Pts. – Nogenlunde
Det her er struktureret, velskabt og ganske fornuftig Sangiovese fra Toscana. Du får, hvad du kan forvente i forhold til stil og pris, men du skal ikke forvente at blive overrasket. For San Giorgio Ciampoleto finder den lige vej ud ad landevejen og kommer sikkert i mål – uden de store oplevelser undervejs.
Castello Colle Massari Rigoleto Montecucco Rosso 2022
Italien, Toscana
Rødvin, Sangiovese (70%)
Normalpris kr. 125,-, Set til kr. 125,-
Otto Suenson
4 Stjerner – Pengene værd
89 Pts. – Nogenlunde
Der er brugt 70% Sangiovese-druer i denne Castello Colle Massari Rigoleto Montecucco. Sammenlignet med rene Sangiovese-vine er det en vin med en ret mørk kant, men det er de spraglede og lidt vilde noter, der dukker ud af mørket. Jeg savner lidt mere frugt til at binde vildskaben sammen.