BLID, BLØD OG BEHAGELIG ENKELTMARKS-RIOJA

Phinca Hapa 2021 
Spanien, Rioja 
Rødvin, Tempranillo/Graciano 
Normalpris kr. 235,-, Set til kr. 210,-  
Vinova 
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen 
95 Pts. – Imponerende 

Glem alt om klassisk fad-pumpet Rioja. Det her er helt anderledes. Fra Bodegas Bhilar kommer denne insisterende, saftige og suverænt charmerende Phinca Hapa. Fra en serie, der går under navnet ‘Struggling wines’ har den amerikanske Melanie Hickman besluttet sig for at gøre sig ekstra umage for at kræse om sine druestokke, og med en enkeltmarksvin som denne får vi fuldt udbytte af hendes anstrengelser. Her bruges ingen maskiner, vinen gærer i cementbeholdere, og den lagrer i et år på franske egetræs-foudre. Blendet af Tempranillo og Graciano-druer ender i en sprød, saftspændt og frugtig oplevelse, der kulminerer i en insisterende eftersmag, hvor den ene fine nuance understøtter den anden. Fremragende, blid og blød Rioja, der viser en helt anden side af dette klassiske, spanske område.