Val de Vid Verdejo 2023
Spanien, Rueda
Hvidvin, Verdejo
Pris ikke oplyst
Supervin
87 Pts. – Mangler lige det sidste
Hvad søger du, hvis du vælger en spansk Verdejo? For mig vil valget altid handle om en frisk, ukompliceret og sprød sommervin, der lever på sin syre og sin frugtige ligefremhed. Val de Vid har en fin balance, og den cremede fornemmelse er i og for sig ganske tiltalende. Men friskheden er ikke rigtig, hvor jeg forventer, den skal være. Det virker lidt som en hvidvin, der prøver at være noget andet, end den egentlig er, og når man – som jeg – er vild med klassisk frisk Verdejo, er det lidt ærgerligt. Det smager godt og fint, og der er ikke så meget at komme efter, når det gælder panderynker over kvalitet. Det smager bare ikke rasende meget af Verdejo. Så der opstår et mismatch mellem forventninger og smag, hvor jeg ville elske, hvis den nydelige balance og cremede robusthed var toppet med klassisk Verdejo-sprødhed. Den detalje mangler jeg, for at jeg er ægte begejstret.