HIMMELSKE TØNDER BULDRER MEST

Engel Weisser Burgunder Tonneau 2021 
Tyskland, Rheinhessen 
Hvidvin, Weissburgunder 
Normalpris kr. 149,-, Set til kr. 149,-  
Handson Wine 
5 Stjerner – Imponerende kvalitet til prisen 
94 Pts. – Meget god 

Tysk Weissburgunder med fad. Det var nok ikke lige den vin, jeg ville vælge, hvis jeg selv stod i vinbutikken og skulle finde en lækker flaske til 150 kroner. For min hang til friskhed og syre sender mig normalt i helt andre retninger, men når jeg nu får fornøjelsen af at smage denne Engel Weisser Burgunder, må jeg alligevel bøje mig i støvet. 

For selvom det er Weissburgunder, der ofte er lidt mere parfumeret, end jeg bryder mig om, og selvom den har lagret i to år på store træ-tønder (tonneau) har den en frugtig friskhed, der liver hele herligheden op. 

Tonneau-lagringen giver en cremet og lækker fylde, og den bidrager selvfølgelig til smagens kompleksitet og lidt mørkere noter, men frugtfornemmelsen og den insisterende syre giver en balance og et modspil i helheden, der lader vinen lande i en fuldstændig afstemt og behagelig stil. 

Skal jeg have hvidvin med den lidt fede og cremede fylde, uden at det behøver koste Bourgogne-mange penge, så vil Engel Weisser Burgunder Tonneau helt klart være en vin, der ville ligge lunt i kandidat-svinget.