FLOT VERDEJO MED FRISKHED I FOKUS

Cantalapiedra Cantayano La Seca 2022 
Spanien, Castilla y Leon 
Hvidvin, Verdejo 
Normalpris kr. 150,-, Set til kr. 125,-  
Vinova 
5 Stjerner – Imponerende til prisen 
93 Pts. – Velsmagende

Cantalapiedra er et af de klassiske eksempler på en vingård, der er grundlagt på et tidspunkt, hvor det var normalt for vinbønder at sælge sine druer videre til ‘finere’ navne, der lavede vin af dem. Cantalapiedra er nu nået tredje generation og er for længst begyndt at gøre druerne til vin under navn. Det giver muligheden for at fremelske alle de karakteristika, vinbonden selv opdager i arbejdet med druestokke og drue, og det giver et autentisk præg på vinene, der er skabt ud fra druernes egenskaber og ikke så meget ud fra, hvad kunderne vil have.

Det pudsige er jo, at i vores tid er det lige præcis ærlige og autentiske vine, som mange kunder gerne vil have, og det får man i vinene fra Cantalapiedra. Vi er egentlig i Rueda-området, men Cantalapiedra-familien prioriterer at gøre tingene på deres egen måde, og derfor har de besluttet ikke at ligge under for de regler og regulativer, Rueda-området kræver – for i stedet at lancere vinene med områdebetegnelsen Castilla y León, hvor kravene til vinene er mere frie at leve op til.

Her giver det en enormt flot Verdejo, der er sammensat på den helt tørre og klassiske måde. Mens andre af vinene fra Cantalapiedra bærer præg af masser af eksperimenter i lagringsprocessen, er denne vin helt ren, fin, sprød og umiddelbar. Det gør den til en ultrafrisk oplevelse, hvor man tydeligt fornemmer at 90% af vinen er lagret i ståltanke, mens der kommer en smule mere dybde ind fra de 10%, der er lagret på franske egetræsfade.

Det giver et ambitiøst og dybt udtryk, der holder sig på den friske og slanke sti med masser af fornemmelser af de mineraler, jorden rummer. Men samtidig får friskheden en rolig bund at leve på, fordi den lille andel af fadlagret Verdejo sørger for, at der er dybde, substans og modspil i smagen.