KNIVSKARP SAUVIGNON BLANC FRA RHEINHESSEN

Julia Schittler Sauvignon Blanc Trocken 2023 
Tyskland, Rheinhessen 
Hvidvin, Sauvignon Blanc 
Normalpris kr. 129,-, Set til kr. 129,- 
Handson Wines 
6 Stjerner – Kvaliteten overgår prisen med mange længder
95 Pts. – Imponerende

Sauvignon Blanc er ikke så ofte det, man forbinder med tysk hvidvin. Men der findes efterhånden både ambitiøse og dyre vine på denne drue – og der findes tysk Sauvignon Blanc i en prisklasse, hvor de fleste kan være med, uden at gå på kompromis med kvaliteten. Her er det Julia Schittler, der har høstet frugterne af sit arbejde på Zornheimer Berg i Rheinhessen, og tak skal du ellers have, hvor er det her vellykket.

Druerne gærer med skindkontakt i 24 timer, så der kommer mest mulig intensitet i vinen, og derefter får den et par måneder på ståltank. Det er ikke meget – og det er lige præcis det, der gør det her til en så fantastisk oplevelse. For det er så rent, uspoleret og knivskarpt, at alle med en hang til sprød, sprælsk og levende hvidvin, vil blive nærmest overstadigt begejstrede af denne Sauvignon Blanc.

Det er noget nær modsætningen til fadfed californisk Chardonnay, for det her er helt rankt, lækkert og friskt. Forrygende tysk Sauvignon Blanc med blød og smooth frugt, men samtidig med en sublimt sprudlende og knasende sprød tørhed.