CHARDONNAY: KLASSISKE KLASSE-KLASER

Hvis man skal tale om hvidvinsdruerne ukronede regent, må det være Chardonnay. Der står Chardonnay-stokke overalt i verden, og de har en alsidighed, der betyder, at Chardonnay kan alt. Fra at være ultrafrisk og fyldt med finesse, til at være tung, krydret, tung i sin alkohol og cremet og fed i munden.  

Især i Bourgogne er Chardonnay umulig at komme udenom. Kun et forsvindende lille antal Bourgogne-vine er skabt på andet end Chardonnay, og det er i det berømte og klassiske, franske område, at druen viser sig allerbedst frem. Det gælder både de helt friske og sprøde varianter, og det gælder de smørfede, fadlagrede og kraftfulde Chardonnay-vine.

Men også i resten af Europa gør Chardonnay-vinene sig bemærket. I det øvrige Frankrig er de ofte lidt mere fyldige, i Østrig og Italien kan de både være knivskarpe og mere bløde, mens Tyskland ofte bruger druens diskrete smag til at få fadpræget til at sætte de mest markante spor.

Californien er også et område, hvor Chardonnay har en markant højborg. Her er det ofte ret fadlagrede vine, der vinder den største opmærksomhed, og det varme men varierede klima er godt for druen. Fra de helt store, smørfede Chardonnay-vine, der nærmest skal spises med kniv og gaffel til de mere komplekse og elegante vine fra de køligere områder.  

Det samme gør sig i høj grad gældende i Australien, mens der er relativt langt mellem de store Chardonnay-oplevelser i Sydamerika. Ikke desto mindre er en af de bedste fadlagrede Chardonnay-vine, jeg har smagt, fra Argentina. Så mens druen i Chile bærer præg af at være en sikker base i produktionen af relativt billige vine, så viser Argentina altså, at det sagtens kan lade sig gøre at hamle op med de store californiske og europæiske vine.

I sig selv er Chardonnay-druen ikke så markant i smagen, men den er ideel til at suge til sig. Derfor er det ofte området, den er vokset i – og behandlingen i vinmagerens hænder – der sætter sit præg.   

Og så bruges Chardonnay-druen også som en af de vigtigste druesorter i Champagne-området, hvor den sammen med Meunier og Pinot Noir er blandt de tre druer, der tegner sig for næsten al Champagne.

Herunder får du en opsamling af aktuelle Chardonnay-vine, du kan finde i danske butikker.  

Hvis du vil se den samlede oversigt over Chardonnay-vine, der omtalt på Flaskehalsen, kan du klikke her.

Og så skal du ikke snydes for et hurtigt indblik i nogle af de flotteste Chardonnay-vine, jeg har smagt. De er:

Domaine Caillot Meursault La Barre Dessus Clos Marguerite 2017, Frankrig, Bourgogne – 96 Pts. 

Régis & Sylvain Bourgogne Chardonnay 2022, Frankrig, Bourgogne, 96 Pts. 

Bodegas Bianchi María Carmen Chardonnay 2022, Argentina, Mendoza, 96 Pts. 


Domaine Caillot Meursault La Barre Dessus Clos Marguerite 2017 
Frankrig, Bourgogne 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 879,95, Set til kr. 499,95 
Supervin 
5 Stj. – Imponerende kvalitet til prisen 
97 Pts. – Uimodståelig 
Ægte mesterkvalitet fornægter sig ikke. Og når Domaine Caillot skruer helt op til den højeste klasse, så mærker man det overalt i glasset.

Det traditionsrige Bourgogne-hus laver mange store og flotte hvidvine, men Clos Marguerite har sit helt eget kapitel i husets historiebøger. Den muromkrandsede La Barre Dessus-mark i Meursault byder på noget af det mest optimale, når det gælder jordbund og mikroklima, og de 45 år gamle vinstokke leverer suveræn kvalitet, når man rammer de allerbedste årgange som her.

Med et års lagring på 228 liters egetræsfade, hvor 20% er helt nye, er der både dybde, fedme og nuancer overalt, hvor man søger. Men samtidig giver det følgende års tank-lagring vinen mulighed for at falde til ro og genfinde noget af den friskhed, der er så eminent i netop denne vin. For selvom krydderierne og den smørfede fornemmelse afslører, at der er rigeligt fad, så er syren stadig knivskarp og giver en sublim balance.

Det er hvid Bourgogne på højeste niveau, og selvom du skal betale en god portion af dit vinbudget for denne Meursault, så giver den stadig endnu mere igen.


Salwey Steingrubenberger Oberrotweiler Kaiserstuhl GG 2021 
Tyskland, Baden 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 410,-, Set til kr. 350,-  
Vinova  
5 Stj. – Imponerende kvalitet til prisen 
95 Pts. – Imponerende 
Der findes vine, der markerer sig ved at være fra et særligt område. Så er der dem, der er fra en særlig landsby i området, og dem, der er fra en bestemt mark i den særlige landsby i området. Her er vi endnu et spadestik dybere, for Stengrubenberger er en særlig del af en bestemt mark i den særlige landsby i området. Benævnt med den fineste tyske betegnelse ‘GG’ er alle omgivelserne på højeste niveau, og den slags giver de perfekte betingelser for druerne. 

Det smager man hurtigt på Salweys vin fra den sydlige del af Baden-området, for her er Chardonnay-druestokkene forkælet med den helt rette kombination af jordbund, solpåvirkning og ekspertise i vineriet. For efter en indledende gæring på 1200 liters-fade, kommer mosten på brugte barriques i 24 måneder, inden den får 6 måneders hviletid på stålfade, hvor resterne fra gæringen giver ekstra dybde.

Det lyder som en kompakt og intens Chardonnay, og det er da også i stil med de store og ambitiøse vine fra Bourgogne. Men den holder stadig et lækkert friskt bid, der ellers ofte ville gå tabt i den lange lagringsproces. Det giver en unik balance, der fremhæver citrus-noterne, og hvis du giver den rigelig tid efter åbning, folder den sig for alvor ud.

Masser af mineralsk friskhed, krydrede og ristede noter og en flot fedme i strukturen. Vidste man ikke bedre, havde man troet, man havde stor Bourgogne i glasset.


Domaine Pansiot Meursault Les Pelland 2023 
Frankrig, Bourgogne 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 795,95, Set til kr. 399,95 
Supervin 
4 Stj. – Pengene værd 
94 Pts. – Meget god

Der er virkelig power på det hele i denne Meursault fra Domaine Pansiot. Det er umiskendelig hvid Bourgogne, og det mest overraskende er, at du kan komme i nærheden af en så markant og kompleks Meusault til en tilbudspris under 400 kroner. Her er ikke sparet på fadpræget, der er både krydret, urtet og kantet, og som er med til at give en fed og olieagtig struktur på vinen.

Fadlagringen varer i 12-14 måneder og sker på 25% nye fade. Det sætter sit præg, og det samme gør den klassiske omrøring af gærresterne, der er med til at tilføre det ekstra niveau af fadpræg, der får den til at krybe op ad rangstigen, når det gælder kompleksitet og storladen attitude.

Prisen er høj, men kvaliteten retfærdiggør den. Det er stor, hvid Bourgogne, der kræver et solidt måltid mad med lyst kød eller friske råvarer fra det salte hav.


Marco Real Pequeñas Producciones Sobre Lias 2023  
Spanien, Navarra 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 99,-, Set til kr. 70,-  
Scandinavian Wine & Chocolate
6 Stj. – Kvaliteten overgår prisen med mange længder 
94 Pts.- Meget god

Det her er en vin, der står som lidt af en gåde for mig. Navnet viser, at det er producenten Marco Real, der står bag, mens Pequenas Producciones viser, at det er en meget lille produktion. Og det er lidt af et unikum at opleve, for jeg bliver temmelig overrasket over, at den smager så meget som Sauvignon Blanc. Ren, fin, frisk og med masser af tropefrugter. Hvis du vælger en Chardonnay, fordi du ikke er tosset med Sauvignon Blanc, så vil det selvfølgelig være problematisk at komme hjem med denne vin, men hvis du er til begge druesorter, så kan du godt glæde dig. Personligt er jeg rigtig glad for Sauvignon Blanc, og derfor synes jeg også, at denne vin er vildt lækker med sin smittende friskhed. Men jeg havde ikke forventet, at en spansk Chardonnay skulle smage sådan.


Sorin Coquard Cotes d’Auxerre 2023 
Frankrig, Bourgogne 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 299,-, Set til kr. 198,-  
Vinimondo 
5 Stj. – Imponerende kvalitet til prisen 
93 Pts. – Velsmagende

Cotes d’Auxerre er langt fra at være blandt de mest anerkendte Bourgogne-områder. Men det er kun godt, for det holder priserne nede på et niveau, hvor man som forbruger kan få stor Chardonnay for fornuftige penge. Det gælder også for denne vin fra Sorin Coquard, der har skabt en vidunderlig, elegant Chardonnay med superlækker friskhed. De sydøstvendte skråninger, vinstokkene vokser på, er med til at holde syreniveauet højt og mindske påvirkningen fra sol og varme.

Det giver en hvidvin med et lækkert bid og en skøn frugt, der er Bourgogne værdigt, selvom prisen ikke er helt deroppe, hvor den ville have været i andre og finere Bourgogne-områder.


Huber Ried Spiegeln Chardonnay 2023 
Østrig, Niederösterreich 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 299,95, Set til kr. 169,95 
Supervin 
5 Stj. – Imponerende kvalitet til prisen 
93 Pts. – Meget god

Jeg tager ofte mig selv i at opdele Chardonnay i de elegante og de dybe vine. Men selvfølgelig kan de være begge vine. For selvom fadlagring stort set altid giver en mere krydret og cremet udgave af Chardonnay-druen, så kan det kombineres med en lækker friskhed og syre, hvis der arbejdes målrettet på det i vineriet.

Og det gør østrigske Huber. Ikke mindst når det gælder enkeltmarksvine som denne fra Ried Spiegeln-marken på skråningerne ved Donau. En mark med masser af kalk, der egner sig fortrinligt til at få de bedste mineralske træk til at sætte aftryk på de druer, der fødes på vinstokkene.

Her giver det en skøn Chardonnay, der strutter af friskhed, men som også har en flot cremet dybde med krydrede noter fra de 500 liter store egetræsfade, som bruges til at lade vinen lagre på gærresterne. Fra den fintfølte intensitet i smagens krop til den finesserige elegance i afslutningen, finder Huber en flot vej, der både har fadpræg og friskhed. Du får en vin, der peger i begge retninger, og det gør at den er helt sin egen og hverken er helstøbt fadfed eller stålfrisk – men et sted, hvor der er plads til både det ene og det andet.


Soumah Chardonnay 2023 
Australien, Yarra Valley 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 169,-, Set til kr. 169,-  
Otto Suenson 
5 Stj. – Imponerende kvalitet til prisen 
93 Pts. – Meget god

Vi er i Yarra Valley i den sydøstlige del af Australien, hvor Soumah skaber flotte vine, der ikke ligger under for traditioner eller ‘det plejer man’-tankegang. I stedet er her en fin fylde og en lækker friskhed, der er præget af fadlagringen med batonage, men selvom vinmosten røres godt til bunds, så bundfaldet får lov at afgive maksimal smag, går det ikke ud over hverken syre eller frugt-friskhed.

Oplagt til en fed fisk med stegeskorpe og friskt tilbehør – for det er lidt samme struktur og opbygning, vinen har.


Domaine des Reves Chablis 2023 
Frankrig, Bourgogne 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 199,95, Set til kr. 129,95 
Supervin 
5 Stj. – Imponerende kvalitet til prisen 
93 Pts. – Meget god

Hvis du er fast læser på Flaskehalsen, ved du nok, at jeg er begejstret for Stephane Brocard og hans stil i vinene fra Closerie des Alisiers. Her har vi et andet af hans projekter, nemlig Domaine des Reves, hvor vi får en Chablis med sprød og vibrerende renhed fra Chardonnay-druer, der har fundet den bedste side af sig selv med lagring på ståltankt. 
Med en meget diskret næse, introducerer vinen sig lidt anonymt, men smagens fyldige intensitet, der er grundlagt på fersk frugt og en forbilledlig syre, giver et flot slutresultat, hvor antydninger, finesse og sprød frugt leder vinen hen, hvor man fornemmer de ældgamle vinmarkers dybde og Stephane Brocards elegante tilgang på samme tid.


Hahn SLH Estate Grown 2021 
USA, Californien 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 259,-, Set til kr. 259,-  
Otto Suenson 
4 Stj. – Pengene værd 
93 Pts. – Meget god

Hahn er et stort navn i Californien, og SLH Estate Grown er en variant af husets Chardonnay-vine, der gør sig bemærket langt udenfor Santa Lucia Highlands (som SLH står for).

Det er klassisk californisk med vanilje, fedme og smør, men vinen er skabt med den nødvendige præcision og detaljegrad, der sikrer at det ikke bliver for meget. Det er nydeligt balanceret, men du skal være ude efter en Chardonnay med fad, krydderi og lidt sødme, hvis du skal være fan.


Ritual Chardonnay 2021 
Chile, Casablanca Valley 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 149,-, Set til kr. 149,-  
Otto Suenson 
5 Stj. – Imponerende kvalitet til prisen 
92 Pts. – God

Anmeldelser er subjektive – men de må også tage højde for, hvad du som læser har brug for at vide. Var det ren subjektivitet, havde chilenske Ritual scoret endnu højere, end den gør her, for personligt er jeg helt fjollet med den friske og bidende syre, der inviterer indenfor. Når jeg alligevel tager et forbehold for min egen fascination af de mest tørre og friske vine, er det fordi, jeg ved at mange gerne vil have lidt mere dybde i en Chardonnay i denne prisklasse. Til min smag er der rigelig fedme og intensitet i både smag og den lidt fedmefulde struktur, men mange kan måske synes, at den sætter sig mellem to stole.

Det er en af mine personlige favoritter i denne Chardonnay-smagning, og hvis du – ligesom jeg – elsker når en småfed Chardonnay strutter af sprød syre, så forstår du hvad jeg mener. Men folk med den smag er ikke i flertal, så i karakteren må jeg tage højde for, at de fleste nok ville foretrække at dybden og fedmen var mere udtalt, når den nu skal være der.


Krämer Straight Chardonnay 2023 
Tyskland, Rheinhessen 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 99,95, Set til kr. 69,95 
Andrup Vin  
5 Stj. – Imponerende kvalitet til prisen 
91 Pts. – Fornuftig

Så er vi i Rheinhessen hos Tobias Krämer, der har krammet på det danske hvidvinsmarked. For kombinationen af lave priser og højt niveau er ikke hverdagskost. Denne Chardonnay er superfrisk og formår at perle en smule på tungen, selvom lagringen ikke udelukkende er på ståltank men også delvist foregår på store egetræstønder. Det er ikke burgundisk top-Chardonnay, men det er altså også en pris, der indikerer noget helt andet, og både til tilbudsprisen og den vejledende udsalgspris får du Chardonnay på et rigtig højt niveau, hvis du er fascineret af den friske side af Chardonnay-druen.


Runchet Langhe Chardonnay 2022 
Italien, Piemonte  
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 139,-, Set til kr. 139,-  
Handson Wines 
4 Stj. – Pengene værd 
91 Pts. – Fornuftig 

Det behøver ikke altid være kompliceret og komplekst, når der skal Chardonnay i glasset. Her er vi i Piemonte, hvor Runchet bruger økologiske principper i vinproduktionen og spontangærer deres druer, der bliver opdraget til at være friske og intense. Lagringen på ståltanke bevarer den sprøde frugt, og dette er derfor en Chardonnay til dig, der gerne vil være fri for fadfedme og vaniljenoter, men som hellere vil have syre, friskhed og en let og elegant hvidvinsoplevelse.


Ferdinand Labarthe Chardonnay Reserve 2023 
Frankrig, 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 99,-, Set til kr. 59,-  
Oskar Davidsen  
5 Stj. – Imponerende kvalitet til prisen 
91 Pts. – Fornuftig

Bevares. Ferdinand Labarthe er ikke eksponent for den fineste og mest komplekse side af Chardonnay-druens univers med denne Reserve. Men når der skal ukompliceret, rar og omgængelig Chardonnay i glasset, er dette en vin, der står tilbage som en rigtig behagelig overraskelse i lavpris-afdelingen. For det er rent, ukompliceret og fyldt med umiddelbar nydelse. En rigtig flot og imødekommende Chardonnay til prisen.


Elena Walch Chardonnay 2022 
Italien, Alto Adige 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 149,-, Set til kr. 149,-  
Otto Suenson 
4 Stj. – Pengene værd 
90 Pts. – Okay

Fra det allernordligste Italien kommer denne Chardonnay, som Elena Walch har fremskabt i Alto Adige (eller Südtirol, hvis man hellere vil bruge den betegnelse, de tysksprogede foretrækker). Det er blidt og behagelig med masser af friskhed og syre. Den cool og kølige stil er klar og tydelig. Personligt foretrækker jeg den fortryllende Sauvignon Blanc fra samme vinhus, men denne Chardonnay gør det bestemt også fornuftigt.


Wente Vineyards Morning Fog 2022 
USA, Californien 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 160,-, Set til kr. 129,-  
Oskar Davidsen 
4 Stj. – Pengene værd 
90 Pts. – Okay

Californisk Chardonnay, der rammer det meste af, hvad man forventer af sådan en bandit. Dybde, krydderier og en vis grad af cremethed, men også en solid frugt, der sikrer den nødvendige friskhed.


Cantine Povero Piemonte Chardonnay Il Sendallo 2023 
Italien, Piemonte  
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 89,95, Set til kr. 59,95 
Andrup Vin 
4 Stj. – Pengene værd 
88 Pts. – Gennemsnitlig

Skal du have frisk og sprød Chardonnay til en budgetvenlig pris, så er Il Sendallo fra Cantine Povero et fornuftigt sted at vende sig hen. For denne Chardonnay er ganske vellykket – og rammer især dig, der gerne vil have en bidsk syre med masser af citrusnoter.


This is Sashy Chardonnay 2024 
Italien,  
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 99,95, Set til kr. 54,95 
Supervin 
4 Stj. – Pengene værd 
88 Pts. – Gennemsnitlig

Ofte er en Chardonnay enten fed med masser af vanilje og smørfornemmelse, eller også er den frisk med masser af grønne æble-noter og en solid citrus-syre. I denne vin er det som om, at der er skruet gevaldigt op for begge dele, og det kan virke lidt forvirrende. Til gengæld sikrer det – sammen med den meget omgængelige tilbudspris – at den rammer bredt og alsidigt i det store marked.


Les Marcotins 2023 
Frankrig, Pays d’Oc 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 79,95, Set til kr. 59,95 
Andrup Vin 
4 Stj. – Pengene værd  
87 Pts. – En smule skuffende

Prisen er den bedste ven for Les Marcotins, der i denne 2023-udgave er lidt for præget af urtede krydderier og et lidt broget fadpræg. Det smager ikke grimt eller dårligt, men jeg kunne godt bruge en mere umiddelbar frugt i smagen, for det virker lidt som om, at fadpræget dækker over nogle ujævnheder i frugten. Det er der ikke noget at sige til, når prisen tages i betragtning, men man må jo gerne ønske sig lidt mere …


Los Vascos Chardonnay 2023 
Chile, Colchagua 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 125,-, Set til kr. 99,-  
Oskar Davidsen 
4 Stj. – Pengene værd 
86 Pts. – Lidt skuffende

Dette er ikke en Chardonnay til dig, der vil have friskhed og syre. For her er det bløde frugter, der bærer smagen afsted i en lidt overkrydret stil. For en vin under 100 kroner kan man ikke forvente alverden, men Los Vascos rammer ikke rigtig den balance, der skal til, for at den overbeviser.


Jeff Carrel Chardonnay dans l’air du temp  2023 
Frankrig, Sydfrankrig 
Hvidvin, Chardonnay 
Normalpris kr. 199,-, Set til kr. 99,-  
Vinimondo 
3 Stj. – Lidt for dyr 
83 Pts. – Smager ikke godt

Jeff Carrel kan noget særligt med druerne fra vinmarkerne i det sydlige Frankrig. Men i dette tilfælde rammer han desværre lidt skævt. Det virker som om, at ambitionerne både har sendt ham i retning af en ekstra frisk Chardonnay – men også ind i nørdehjørnet af vineriet, hvor der er blevet givet gas med fadpræget. Det skaber noget ubalance mellem den intense friskhed og den lidt kunstige vanilje-sødme, der præger bunden af smagen. Det er jeg ikke så tosset med.