Huber Ried Spiegeln Chardonnay 2023
Østrig, Niederösterreich
Hvidvin, Chardonnay
Normalpris kr. 299,95, Set til kr. 169,95
Supervin
5 Stj. – Imponerende kvalitet til prisen
93 Pts. – Meget god
Jeg tager ofte mig selv i at opdele Chardonnay i de elegante og de dybe vine. Men selvfølgelig kan de være begge vine. For selvom fadlagring stort set altid giver en mere krydret og cremet udgave af Chardonnay-druen, så kan det kombineres med en lækker friskhed og syre, hvis der arbejdes målrettet på det i vineriet.
Og det gør østrigske Huber. Ikke mindst når det gælder enkeltmarksvine som denne fra Ried Spiegeln-marken på skråningerne ved Donau. En mark med masser af kalk, der egner sig fortrinligt til at få de bedste mineralske træk til at sætte aftryk på de druer, der fødes på vinstokkene.
Her giver det en skøn Chardonnay, der strutter af friskhed, men som også har en flot cremet dybde med krydrede noter fra de 500 liter store egetræsfade, som bruges til at lade vinen lagre på gærresterne. Fra den fintfølte intensitet i smagens krop til den finesserige elegance i afslutningen, finder Huber en flot vej, der både har fadpræg og friskhed. Du får en vin, der peger i begge retninger, og det gør at den er helt sin egen og hverken er helstøbt fadfed eller stålfrisk – men et sted, hvor der er plads til både det ene og det andet.